den gamle verden er ved at dø

København, den 28. januar 2024 in Skrevet

“Den gamle verden er ved at dø, den moderne verden lader vente på sig, og i dette halvmørke dukker der monstre op.” Antonio Gramsci (1891 – 1937)

Denne gang er jeg optimistisk. Efter den nylige fusion mellem Thalys og Eurostar kan jeg tage Eurostar fra Paris til Köln om morgenen. Ved frokosttid skifter jeg til et IC-tog fra Deutsche Bahn fra Köln til Hamborg, og sidst på eftermiddagen tager jeg det danske tog fra Hamborg til København. Der er god tid til at skifte, og jeg tænker, at rejsen for en gangs skyld kan foregå uden alt for mange problemer.

Da jeg forlader Paris om morgenen, er det ikke jernbanenettet, men landbruget, der er problemer med. I flere dage har en massiv græsrodsbevægelse holdt Frankrig og vores nye premierminister i ånde. Opsigtsvækkende vejspærringer med traktorer er sat op på strategiske steder, og situationen er anspændt. Vi har i årevis vidst, at landbrugerne er under pres fra alle sider. Selvmordsraten i dette brogede erhverv er meget høj, og alene den viser smerten og vredens omfang, der nu kommer til udtryk på Frankrigs veje.

Da jeg forlader Paris om morgenen, er det ikke jernbanenettet, men landbruget, der er problemer med.

Jeg tænker på Bruno Latours kommentar: ”Problemet er, at det tog os meget lang tid at blive moderne – tre århundreder. Det er normalt, at et pludseligt krav om ”afmodernisering” opleves som et traume. Franske landmænd, som først er blevet moderniseret i 1950’erne, bliver pludselig bedt om ”afmodernisering” fordi man siger, at de ødelægger planeten. Det er et forfærdeligt traume for dem.”

Bruno Latour havde set vreden komme. Disse mænd og kvinder, som dyrker jorden for at brødføde os hver evig eneste dag, sidder i klemme mellem presset på deres overskudsmarginer fra fødevareindustriens side, vægten af tunge administrative opgaver og de obligatoriske standarder som den franske stat er ekspert i at udforme. Alene det er nok til at skabe lidelse og smerte.

Bruno Latour havde set vreden komme.

Landbrugernes byrde bliver stadig tungere at bære, det er bydende nødvendigt at få dette erhverv over på de levendes side, og det haster. Men hvordan kan vi kræve noget som helst af det franske landbrug, så længe vi ikke kræver spejlklausuler i de traktater, som Frankrig indgår med EU og WTO (Verdenshandelsorganisationen)? Uden spejlklausuler kan landbrugsprodukter fra andre lande med lavere standarder frit komme ind på hylderne i vores supermarkeder, ofte til en bundpris, der trækker det generelle prisniveau ned og helt legitimt giver næring til landmændenes vrede. Hvis vi tager dette argument et skridt videre, forstår jeg ikke, hvordan vi stadig kan overveje at underskrive denne form for traktat i 2024? Hvordan kan vi forestille os at reducere det kollektive CO2-fodaftryk, hvis vi fortsætter med at sende basisprodukter fra landbruget rundt i hele verden?

Landbrugernes byrde bliver stadig tungere at bære, det er bydende nødvendigt at få dette erhverv over på de levendes side, og det haster.

Dertil kommer kravene om at reducere brugen af pesticider i EU’s grønne pagt. Disse krav er så nødvendige for at påbegynde landbrugets grønne omstilling og for at beskytte alle levende væseners helbred, først og fremmest dem, der dyrker jorden for at brødføde os. Men disse regler har en indvirkning på en veletableret praksis, og landbrugerne synes i øjeblikket ikke at kunne se noget alternativ til den massive brug af pesticider som våben i kampen mod den nådesløse priskrig på landbrugsprodukterne. Da Frankrig er blokeret, er den nye premierminister nødt til at foreslå nødløsninger, som i høj grad ligner et forsøg på at rykke et skridt tilbage under påskud af efterfølgende at kunne springe længere frem. Det er et kapløb mod bunden for de grønne fremskridt i landbruget, som tidligere havde givet os enkelte glimt af håb. Og hvordan kan vi med en enkelt hjælpepakke af nødforanstaltninger tro, at vi både kan tilfredsstille kravene fra den enlige gedeavler oppe på Larzac-plateauet og det industrialiserede landbrug på en gård i Bretagne?

Det er et kapløb mod bunden for de grønne fremskridt i landbruget, som tidligere havde givet os enkelte glimt af håb.

Den herskende politiske diskurs kalder alle dem, der kæmper for alt det levende og for de næste generationer, for »Rasmus Modsat«. Det er virkelig tragisk, og selvfølgelig er monstrene aldrig langt væk. Endnu en gang er det en perfekt grobund for populister, som altid er på udkig efter stemmer og gode til at tale i et enkelt og forførende sprog til mennesker, der lider. Det er nemlig en så kompleks situation, at det vil tage tid, der skal lyttes, der er brug for initiativer fra borgere og fælles beslutninger for at finde de virkelig gode løsninger.

Hvornår vil vi være i stand til at sætte os ned sammen og finde fremtidens sande løsninger? Hvornår vil vi bruge tid på at tænke på de fremtidige generationer og alt levende? Hvornår vil vi holde op med at tro, at mere handling og hurtig handling er løsningen på alle verdens problemer?

Hvornår vil vi være i stand til at sætte os ned sammen og finde fremtidens sande løsninger?

Om morgenen i begyndelsen af min lange togrejse ankommer jeg til Gare du Nord i Paris. Jeg får bekræftet, at mit Eurostar-tog kommer til tiden, og jeg er straks videre på vej til Köln. Men der bliver hurtigt slået koldt vand på min optimisme omkring denne rejse. I Tyskland opdager jeg, at der er generalstrejke blandt lokomotivførerne hos Deutsche Bahn. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan jeg i denne kommunikationsverden kunne komme så langt som til Köln uden at have modtaget information om, at der stort set ikke vil køre nogen tog i Tyskland de næste fem dage.

Mens jeg sidder på en perron i Köln, har jeg tid til at reflektere over denne store jernbanestrejke, den første af sin slags i Tyskland. Deutsche Bahns lokomotivførere kræver retten til at arbejde 35 timer om ugen, mens de fortsat får løn for 37 timer. Det er en social kamp, som ser ud til at være kommet 20 år for sent til Tyskland. I Frankrig har lokomotivførerne arbejdet 35 timer om ugen siden Jacques Chiracs første præsidentperiode. Med tiden har mit liv mellem to europæiske lande dog lært mig, at det altid er svært at lave retfærdige sammenligninger mellem flere lande. Vi ender altid i en forsimplet diskurs, når vi forsøger at sammenligne og måle os med hinanden.

Banegården er næsten tom. Det føles underligt i denne store by. Jeg falder i snak med en medarbejder fra Deutsche Bahn, som er ansvarlig for at sende de få passagerer videre, der ligesom jeg sidder fast på banegården. Jeg opdager, at han er fra Senegal og taler perfekt fransk. Han spørger mig, hvorfor jeg ikke er fløjet fra Paris til København; jeg fortæller ham om aktivisme og klimaet. Han forbløffes. Hvordan kan man fravælge at flyve, hvis man har råd til det? Jeg fortæller ham, at det afrikanske kontinent vil være det første til at mærke de negative virkninger af klimaforandringerne, der kommer meget hurtigere end forventet. Så kommer han med en bemærkning, som jeg slet ikke havde forventet. ”Ved du hvad,” siger han, ”senegaleserne ved udmærket godt, at de er fortabte. Så de har besluttet sig for at leve livet fuldt ud i den vestlige levestil i de tyve år, hvor de tror, at det afrikanske kontinent fortsat vil være beboeligt. De har ventet så længe på at opnå denne livsstil, som de så gerne ville have, at de foretrækker tyve år i moderniteten frem for et længere liv i bæredygtighed, som de ikke er interesserede i.” Det er en slags afrikansk version af »Don’t look up«. Jeg hager mig fast i tanken om, at hvis det i århundreder er lykkedes os europæere at gøre vores livsstil attraktiv for mennesker i hele verden, så har vi måske også en dag et håb om at gøre den valgte bæredygtighed attraktiv for borgere i landene i Det Globale Syd.

Så de har besluttet sig for at leve livet fuldt ud i den vestlige levestil i de tyve år, hvor de tror, at det afrikanske kontinent fortsat vil være beboeligt.

Efter meget forsinkelse lykkes det mig at komme om bord på et tog til Hamborg, men jeg ved allerede, at der ikke vil køre tog mellem Tyskland og Danmark. Med min sædvanlige optimisme og sindsro, som jeg så ofte har fået testet på mine europæiske togrejser, tænker jeg, at jeg nok skal finde en løsning.

Fire timer senere ankommer vi til banegården i Hamborg. Banegården, som normalt minder om en myretue, er nu blevet en spøgelsesstation. Der er ingen mennesker, ingen rejsende og ingen tog. Stilheden hersker overalt. Da jeg stiger ud af toget, hører jeg mine fodtrins ekko på perronen. I den anden ende af banegården kan jeg, på tværs af de tomme spor, se et svensk tog. Det er »Snälltoget«, »det venlige tog«. Jeg ved, at dette tog kører mellem Berlin og Stockholm, og mit håb om at kunne komme til København vækkes til live igen. For at komme fra Hamborg til Stockholm med tog skal man nødvendigvis køre igennem Danmark. Jeg løber hen til toget, som står der og venter venligt på den tomme banegård, lige når jeg har brug for det. Der er næsten ingen ombord, og jeg kan ikke finde en billetkontrollør. Jeg sætter mig til rette på et behageligt sæde og venter. På et tidspunkt sætter toget sig i bevægelse, og jeg er på vej mod grænsen mellem Tyskland og Danmark.

Jeg nyder de forbipasserende landskaber, og lidt efter lidt falder jeg til ro efter første del af en hektisk rejsedag. Der er noget retro over toget. Det laver metalliske gnidningslyde, som minder mig om en fjern fortid. Det er et tog, der ser ud til at stamme fra 1970’erne. Det minder mig om det regionaltog, der stadig kører mellem Bercy-stationen i Paris og byen Clermont Ferrand. ”Venlige” tog, som moderniteten har glemt at skifte ud med InterCitytog, højhastighedstogene TGV og Frecciarossa.

”Venlige” tog, som moderniteten har glemt at skifte ud med InterCitytog, højhastighedstogene TGV og Frecciarossa.

Svenskerne var de første i Europa til at tale om »flygskam«, dvs. skammen over at rejse med fly. Jeg forestiller mig, at Snälltoget er en midlertidig løsning, som giver svenskerne mulighed for at rejse videre på det europæiske kontinent, mens de venter på, at jernbaneindustrien organiserer sig og gør dette transportmiddel den oplagte måde at komme rundt i Europa på. Der var nogen der fandt dette gamle nattog, som ellers var blevet pensioneret for lang tid tiden, og som så muligheden for at tilbyde denne jernbaneforbindelse mellem Stockholm og Berlin.

mens de venter på, at jernbaneindustrien organiserer sig og gør dette transportmiddel den oplagte måde at komme rundt i Europa på.

Langt væk i mine tanker og lullet i søvn af togets rumlen hører jeg knap nok, at billetkontrolløren kommer ind i vognen. Han beder mig på svensk om at se min billet. En billet jeg har til rejsen men naturligvis ikke til dette tog. Han forklarer, når jeg sidder i dette tog kan det sammenlignes med en person, der har booket billet hos Easyjet og ender med at stige om bord på et Ryanair-fly. Men det er jo lige præcis det, det handler om, siger jeg. Når jeg sidder her i toget i dag, er det, fordi jeg nægter at flyve. At rejse med lavprisselskaber, hvis CO2-aftryk er helt katastrofalt højt, og som kun formår at tjene penge, fordi alt levende og de næste generationer ikke har noget at skulle have sagt i vores samfund i dag. Da min billetkontrollør har valgt at arbejde i dette ”venlige” tog, er han tydeligvis lydhør over for min forsvarstale for alt levende, og han lader mig blive siddende i toget helt til København. Og sådan slutter endnu en rejse mellem de to lande i mit hjerte.

Et par dage senere tog jeg på Louisiana nord for København og så udstillingen om den menneskelige kreativitets rolle i den kunstige intelligens’ tidsalder, The Irreplacable Human. Jeg ser Ben Grossers kunstinstallation “Order of Magnitude“. Jeg står rystet og ser på dette sammendrag af Mark Zuckerbergs taler mellem 2004 og 2018. Kunstneren har kun brugt ordene »mere«, »større« og de tal, som grundlæggeren af Facebook nævner. Det er meget stærk videokunst, som sender mig tilbage til Silicon Valley, som også var min verden i mange år. Hvordan kunne vi tro, at »mere og mere« var den rigtige vej at gå? Mere vækst, flere penge og mere teknologi. I denne video lykkes det for Ben Grosser at opsummere absurditeten i den moderne verden gennem Mark Zuckerbergs billede og stemme.

Hvordan kunne vi tro, at »mere og mere« var den rigtige vej at gå?

Det er en gammel verden, som nødvendigvis er på vej til at forsvinde, men som kæmper for sin overlevelse, og hvis havfruesang stadig høres overalt. I dette halvmørke står de populistiske politikere, forretningsmodeller baseret på uendelig vækst og en udnyttelse af alle levende organismer stadig i fuldt flor. Men midt iblandt disse monstre fortsætter det gamle Europa med at gøre sine jernbaner klar til brug. Alt er ikke perfekt, og det tager alt for lang tid at skabe forandring på alle niveauer, men jeg ved, at vi står ved begyndelsen til en ny verden, og at vi i sidste ende vil bringe monstrene til tavshed. Og jeg minder mig selv om at den vej, vi beslutter os for at vælge, uanset hvor lang og besværlig den er, altid vil føre os frem til destinationen.