Fra Afghanistan til Vaucluse

En retssag holder vores opmærksomhed fangen. En kvinde i 70’erne, hendes mand og omkring 50 andre mænd sidder ansigt til ansigt i en retssag ved domstolen i Vaucluse. Kendsgerningerne er svære at tro på. I årevis bedøvede hendes mand hende med angstdæmpende medicin, hvorefter hun bevidstløs blev voldtaget af fremmede. Denne retssag kaster et barskt og makabert lys over patriarkatets faste greb om forholdene mellem os mennesker, helt ind til de mest intime. Ifølge avisreferater af retssagen har meget få af de tiltalte på nuværende tidspunkt udtrykt den mindste anger over for offeret. Jeg er forfærdet, men ikke overrasket. Disse mænd på anklagebænken har indtil videre holdt fast i deres macho-egoer og i visheden om, at de har handlet i god tro.

Denne retssag kaster et barskt og makabert lys over patriarkatets faste greb om forholdene mellem os mennesker, helt ind til de mest intime.

Hver og én af dem føler sig som en aktør i et system, hvis regler han føler, han har respekteret. Er det måske ikke helt normalt for en mand at have lyst til en ukendt kvinde? At føle sig biologisk stimuleret af tanken om at trænge ind i en kvindekrop, der ikke protesterer, og hvis mand opmuntrer til handlingen? Det tager ikke mere end et par minutters research på internettet at finde pornografiske film der sætter den slags i scene.

Er det måske ikke helt normalt for en mand at have lyst til en ukendt kvinde?

Maskuline fantasier om virilitet og myten om libertinere er en del af vores forestillingsverden, og gennem denne retssag bliver de på den mest smertefulde måde bragt frem i lyset. Det er den triste sandhed om en del af vores kultur, hvor mænd altid er blevet opfordret til at udleve deres seksuelle drifter og kvinder til at underkaste sig disse drifter, enten for at forplante sig eller for at vinde det dominerende køns gunst.

Maskuline fantasier om virilitet og myten om libertinere er en del af vores forestillingsverden, og gennem denne retssag bliver de på den mest smertefulde måde bragt frem i lyset.

Hvordan kan vi gennem denne historiske retssag tage det nødvendige skridt tilbage for at se på patriarkatets ødelæggende mekanismer udefra? Vi ser alle konsekvenserne, men vi sætter ikke spørgsmålstegn ved de mekanismer der ligger til grund for dem. Kan vi se konstruktivt på det forstørrelsesglas, der bliver holdt op for os, uden straks at forskanse os i hver sin skyttegrav?

Hvordan kan vi gennem denne historiske retssag tage det nødvendige skridt tilbage for at se på patriarkatets ødelæggende mekanismer udefra?

Lad mig forsøge at drage en sammenligning med Afghanistan. Siden Talebans overtagelse af magten i 2021 tør jeg godt med sikkerhed sige, at kun få vestlige mænd støtter den nuværende behandling af kvinderne i denne del af verden. Tilbagegangen i kvinders rettigheder er så voldsom, at jeg næsten ikke kan sætte ord på det. Det er en umenneskeliggørelse af halvdelen af landets befolkning. De seneste sanktioner, som regimet har pålagt kvinderne, kan kun vække vores dybeste medfølelse og forargelse. Mens mange af os har nydt vores sommerferie, har Taleban indført en ny række af drastiske foranstaltninger, der forbyder kvinder at synge, læse og recitere poesi offentligt.

Det er en umenneskeliggørelse af halvdelen af landets befolkning.

Hvad kan være begrundelsen for alle disse grusomheder og ydmygelser af kvinder? Ifølge Taleban-styret selv handler det om at forhindre korrumpering af samfundet. Med andre ord bliver mænd fristet af tilstedeværelsen af frie kvinder, altså af kvinder der ikke tilhører den nærmeste familie. Disse nye tiltag gør også mænd juridisk ansvarlige for deres koners handlinger, hvilket legitimerer mændenes magt til at kontrollere alle aspekter af kvindernes liv.

Med andre ord bliver mænd fristet af tilstedeværelsen af frie kvinder, altså af kvinder der ikke tilhører den nærmeste familie.

Det drejer sig om en samfundsmodel, der kun ser på verden gennem et par reducerende og mandschauvinistiske briller. I den tankeverden anses det for normalt, at mænd har brug for beskyttelse mod deres egne lyster og drifter over for kvinder. I Talebans øjne er mænd ikke i stand til at opføre sig som gode samfundsborgere, så længe kvinderne lever frit ved deres side.

I retten i Vaucluse sidder der en række helt almindelige gennemsnitsfranskmænd på anklagebænken. Et tværsnit af mænd fra alle samfundslag i Frankrig. Så forskellige er de, at deres veje normalt ikke ville krydses uden for retssalen. De er samlet her pga. deres seksuelle drifter og pga. deres individuelle og kollektive manglende forståelse af anklagerne mod dem – og det er derfor, jeg fik ideen til sammenligningen med Afghanistan.

Og det er derfor, jeg fik ideen til sammenligningen med Afghanistan.

I mangel på en undskyldning til offeret, kan vi så konkludere, at de tiltalte mener at det var legitimt at tilfredsstille deres fysiske og biologiske seksuelle lyster ved at voldtage en kvinde? Når de ser offeret der ligger i sin seng midt om natten som intet andet end en “fristerinde” ganske som hun ville være i Talebans øjne, tror de så, at de er fritaget for enhver form for medmenneskelighed over for hende? I retten forsøger nogle af dem at argumentere for, at manden er ansvarlig for sin kones handlinger. De overtager dermed Talebans ræsonnement fordi de mener, at mandens tilstedeværelse i soveværelset legitimerer voldtægten.

Når de ser offeret der ligger i sin seng midt om natten som intet andet end en “fristerinde” ganske som hun ville være i Talebans øjne, tror de så, at de er fritaget for enhver form for medmenneskelighed over for hende?

Også i vores europæiske kultur lærer mænd desværre at idealisere deres egen biologi, som en væsentlig del af deres udviklingsproces. For at trives her i livet anses det for at være normalt og endda ønskværdigt at de identificerer sig med og lader sig styre af deres drifter. Denne måde vi lever sammen på i samfundet er så indgroet i os, at vi ikke længere lægger mærke til patriarkatet, idet dets systemiske natur findes overalt. Et system der breder sig som tentakler og hvis dominerende struktur har sine rødder i en simpel biologisk mekanisme, der er nødvendig for at kunne bevare menneskeheden som art. Mandens primære seksuelle instinkt har fået ham til seksuelt at misbruge de dominerede, hvoraf de fleste er kvinder.

Også i vores europæiske kultur lærer mænd desværre at idealisere deres egen biologi, som en væsentlig del af deres udviklingsproces.

På et samfundsmæssigt plan er det let at se, hvordan det er lykkedes os at låse os fast i det nuværende neoliberale system, som hver dag viser sig at blive mere og mere skadeligt for vores frie udfoldelse inden for de planetære grænser. Gennem efterligning af de maskuline seksuelle drifter har samfundet som helhed idealiseret storhed og magt uden hensyntagen til dem, der lider under denne dominans.

Gennem efterligning af de maskuline seksuelle drifter har samfundet som helhed idealiseret storhed og magt uden hensyntagen til dem, der lider under denne dominans.

I 2023 brugte Elon Musk og Mark Zuckerberg deres sommer på at sende hinanden hidsige beskeder på de sociale netværk for at provokere hinanden til en gladiatorkamp fra en anden tid. Her ser vi tydeligt, at selv de mænd der professionelt er nået helt til tops stadig er fanget af deres biologiske instinkter. Deres respektive økonomiske og systemiske magt taget i betragtning er dette faktisk ret bekymrende.

Her ser vi tydeligt, at selv de mænd der professionelt er nået helt til tops stadig er fanget af deres biologiske instinkter.

Hvordan skal vi kunne overvinde så komplekse politiske udfordringer som den grønne omstilling og social retfærdighed, hvis vi stadig er reduceret til at ræsonnere med udgangspunkt i den mandlige biologi, og hvis en sådan adfærd fortsat er socialt accepteret? Hvis selv de rigeste og mest intelligente mænd ikke spontant agerer som rollemodeller og viser vejen frem?

Hvis selv de rigeste og mest intelligente mænd ikke spontant agerer som rollemodeller og viser vejen frem?

Heldigvis viser #metoo-bevægelsen os vejen frem. En imponerende kvindelig styrke har siden 2017 frigjort sig mere og mere, og kvindernes mod kaster nu et skarpt lys over mænds rovdyrsinstinkter. Flere og flere kvinder og mænd tøver ikke længere med at fortælle deres personlige historier, som vækker genklang hos os alle og viser os, hvor meget magt disse instinkter i virkeligheden har. Når vi er i stand til at karakterisere disse arkaiske strukturer, kan vi fordømme dem, sætte os imod dem og endda latterliggøre dem.

Når vi er i stand til at karakterisere disse arkaiske strukturer, kan vi fordømme dem, sætte os imod dem og endda latterliggøre dem.

Retssagen i Vaucluse fortæller historien om en stærk og modig kvinde, der gør oprør mod denne uretfærdige og forældede dominans. Hun benytter den grove og ydmygende forbrydelse, hun har været udsat for, ikke til at fremstå som et offer, men til at forbedre den verden vi lever i. Ved at bede om at retssagen skal foregå for åbne døre, lader hun os se resultatet af de maskuline rovdyrsinstinkter, så følelsen af skam og ydmygelse flyttes over på gerningsmændene til glæde for kvinderne, men også til gavn for hele menneskeheden og vores allesammens fremtid.

Hun benytter den grove og ydmygende forbrydelse, hun har været udsat for, ikke til at fremstå som et offer, men til at forbedre den verden vi lever i.

Takket være denne retssag kan man håbe, at de 50 mænd på anklagebænken før eller siden vil påbegynde deres egen dekonstruktion. Men kan vi alle lære noget af denne retssag? Kan vi få øjnene op for at kampen mod patriarkatet er alle kampes moder? Konstatere at den samme dominans gør sig gældende i vores nuværende forhold til naturen? At vi ved at angribe denne dominans sætter kursen mod en smukkere, blidere og mere værdig verden?

Kan vi få øjnene op for at kampen mod patriarkatet er alle kampes moder?

Mænd kan så mange smukke ting, når de vælger at gå dekonstruktionens vej. Med hjertet kan vi skabe vidunderlige relationer, både i vores privatliv og i vores forhold til verden. Det er en vej fremad med ubegrænset rækkevidde, som uundgåeligt vil føre til patriarkatets undergang med alle dets skadelige virkninger, og som med sommerfugleeffekten kan vi håbe på, at vores vingeslag en dag vil vælte Taliban-regimet.