En bil med stærk symbolværdi

Paris, januar 2026 in Skrevet

Et par dage før jul, i en alder af 95 år, gik min far stille bort – som et stearinlys, der pustes ud. En fredelig død som afslutningen på et langt og lykkeligt liv, et liv der levede op til hans motto om en sund sjæl i et sundt legeme. Han gik aldrig på pension, og indtil den sidste dag i hans liv arbejdede han i sit værksted med at forberede ordrer, der skulle leveres inden jul.

Et par dage før jul, i en alder af 95 år, gik min far stille bort – som et stearinlys, der pustes ud.

Da jeg talte med ham to dage forinden, boblede han nærmest over af glæde for at fortælle om én af sine nye idéer, der ville kunne øge hans produktionskapacitet endnu mere. Uafbrudt igennem 70 år havde han drevet sin virksomhed inden for finmekanik. I vores verden hvor alt ser ud til at være styret af teknologi, var han det levende bevis på, at når hænderne er skruet godt på og når hoved og hjerte brænder for samme sag, bliver man aldrig for gammel til at arbejde.

Så hvordan kan jeg dele mine følelser omkring hans sidste rejse? Jeg har valgt at dele fortællingen om en symbolsk dag, jeg tilbragte sammen med ham i maj 2023. En familieudflugt til byen Valliquerville i Normandiet for at se en bil, der havde spillet en helt særlig rolle i vores familie.

Så hvordan kan jeg dele mine følelser omkring hans sidste rejse?

Det drejer sig om en Bugatti, model Galibier nummer 57210. Den er produceret på fabrikken i Molsheim i juli 1934, kun fire år efter min far blev født. Den har nummer 25, og i dag er der kun 11 af de 41 solgte eksemplarer tilbage i verden. Ifølge den nuværende ejer er hver eneste Bugatti-ejer i bogstaveligste forstand et helt ekstraordinært menneske.

Ifølge den nuværende ejer er hver eneste Bugatti-ejer i bogstaveligste forstand et helt ekstraordinært menneske.

Man skal nemlig have et lille strejf af vanvid for at engagere sig med liv og sjæl i at holde mindet om Ettore Bugatti i live, et geni og en foregangsmand inden for design og bilmekanik. Han grundlagde sin virksomhed i Alsace i 1909. Lidt vanvittigt er det at lade sig begejstre for en racerbil, der vækker fortiden til live. Og lidt vanvittigt er det at ville vogte over et så uvurderligt samlerobjekt, som man senere giver videre til de kommende generationer.

I 1960 var min far en ung mand med en passion for motorer, da han forelskede sig i 57210’eren, der var udstillet hos en bilforhandler ved Seinen i Paris. Hans begejstring og glæde var ubeskrivelig, da det – takket være de første bestillinger i hans virksomhed – lykkedes for ham at købe dette vidunder. Han kørte den hjem til Danmark mellem den 21. og den 23. december. Det var den bedste julegave, han nogensinde havde givet sig selv.

Hans begejstring og glæde var ubeskrivelig, da det – takket være de første bestillinger i hans virksomhed – lykkedes for ham at købe dette vidunder.

Hele to dages rejse gennem Frankrig og Tyskland for at nå frem til den danske grænse. Jeg kender historien om denne køretur udenad: vinteren var særlig hård i 1960. Uden varme i bilen kører han med vinduet åbent for at skrabe is og sne væk, der hele tiden lægger sig på forruden. Han sidder pakket ind i sit motorcykeltøj men er nødt til at stoppe med jævne mellemrum for at slå kuskeslag for at få varmen og ikke falde i søvn.

Da han ankommer til København, parkerer han bilen i en garage overfor sit værksted. Han har en plan om at bruge sit talent og sin viden om mekanik til at restaurere den, så den lever op til daværende standarder for biler. Han drømmer om at kunne køre rundt i Københavns gader og deltage i udflugter sammen med den danske afdeling af Bugatti-klubben. Han ved endnu ikke, at han snart vil møde min mor. Han er heller ikke klar over, at hans liv som en ung, uafhængig og fri mand hurtigt vil vige pladsen for et liv som ansvarsfuld familiefar.

Han er heller ikke klar over, at hans liv som en ung, uafhængig og fri mand hurtigt vil vige pladsen for et liv som ansvarsfuld familiefar.

Da jeg så bliver født to et halvt år senere, er Bugatti’en allerede en del af familien. Den stod altid i garagen og var som den stille storesøster, som min far talte kærligt om og roste for dens gode egenskaber. Bugatti var det andet ord, jeg lærte at sige, da jeg sad på hans arm om aftenen inden sengetid, og han viste mig billedet af en Bugatti på væggen i vores lejlighed. På de gamle familiebilleder kan jeg se, at mit legetøj som helt lille ikke var dukker, som var det normale for små piger på den tid, men modelbiler af mærket Bugatti!

57210-modellen har altid ligget i mit underbevidste, og mens jeg voksede op, var den et strukturerende element i vores kernefamilie. For min far var den et udtryk for hans kærlighed til mekanik; dens motor var i hans øjne uden sidestykke. For min lillebror, der blev født fem år efter mig, blev den uden tvivl grundstenen til hans begejstring for flotte biler, hvilket senere fik ham til at bosætte sig i Sydcalifornien. Han er flyttet til denne del af verden, hvor klimaet og den lokale købekraft har bidraget til en stor udbredelse af luksusbiler.

57210-modellen har altid ligget i mit underbevidste

I mit voksenliv fik Bugatti’en en anden betydning. Da jeg ikke interesserede mig meget for biler og endnu mindre for deres motorer, blev den for mig symbolet på fransk raffinement og elegance. En livsstil, der meget tidligt blev attraktiv i mine øjne. Frankrig blev det værtsland, hvor jeg som ganske ung kvinde, søgte tilflugt for at skrive min egen livshistorie.

Tredive år efter min ankomst til Paris traf min far en dag den overraskende beslutning at skille sig af med Bugatti’en uden at rådføre sig med min bror og mig. Det var ikke kun en strukturerende figur i hans eget liv der forsvandt, men også et vigtigt element i fundamentet for hele familiens liv.

Salget fandt sted under omstændigheder, der ledte tankerne i retning af udnyttelse af en ældre mands sårbarhed. Vores umiddelbare reaktion var forbløffelse og sorg, men senere forstod jeg, at min far ved at skille sig af med sin racerbil havde frigjort sig fra forpligtelsen til at restaurere den, som i bund og grund ikke længere var det han drømte om. Det var den rigtige beslutning, men alligevel fortrød han den af og til. Jeg indså da, at han ikke ville kunne forsone sig med sin skæbne, før han havde fået fuldstændig fred i sit forhold til denne bil, og jeg besluttede at hjælpe ham.

senere forstod jeg, at min far ved at skille sig af med sin racerbil havde frigjort sig fra forpligtelsen til at restaurere den, som i bund og grund ikke længere var det han drømte om.

Vores familieudflugt til Normandiet skulle derfor være af helende karakter. Formålet var at han, i en alder af 93 år, skulle rejse fra København til Paris for med egne øjne at se, hvad der var blevet af »hans« Bugatti. Efter flere forskellige ejere var den vendt tilbage til sit hjemland, hvor min far havde set den for første gang. På denne smukke dag fyldt med stærke følelser kunne han udleve sin drøm om at se Bugatti’en restaureret, høre lyden af dens motor og køre i den en sidste gang. Da han parkerede den ved bredden af Seinen – ikke i Paris, men denne gang i departementet Seine-Maritime – var det i sikker forvisning om, at bilen var blevet vakt til live igen og at den ville overleve ham.

På denne smukke dag fyldt med stærke følelser kunne han udleve sin drøm om at se Bugatti’en restaureret, høre lyden af dens motor og køre i den en sidste gang.

På denne smukke dag fyldt med stærke følelser kunne han udleve sin drøm om at se Bugatti’en restaureret, høre lyden af dens motor og køre i den en sidste gang.

Som alle Bugatti-ejere havde min far sit eget lille strejf af vanvid. Han havde spillet sin rolle som vogter og havde sikret overleveringen af denne helt unikke kulturarv. Vores udflugt til Normandiet var nødvendig for at hele de sår, han havde påført sig selv i forbindelse med salget af bilen. Siden den dag var han meget mere rolig og fredfyldt, og i vores samtaler i de sidste år af hans liv var det ikke længere nødvendigt at tale om Bugatti’en.

Som alle Bugatti-ejere havde min far sit eget lille strejf af vanvid.

For min del er jeg taknemmelig for at have været det fransk-danske bindeled omkring organiseringen af min fars gensyn med sin Bugatti. Det var en særlig dag, der hjalp mig til at forstå 57210-modellens stærke symbolværdi, og det var et nødvendigt skridt på vejen til at omdanne min egen skuffelse til en historie som gav mening for mig. Jeg vil altid bevare billedet af min far og hans bil ved bredden af Seinen i mit hjerte, et billede som vi naturligvis stillede på hans kiste under begravelsesceremonien.