at give afkald er et valg

Så er jeg atter ankommet til København. Med et ben i både Frankrig og i Danmark leder jeg altid efter den del af min person, der befinder sig i det andet land. Det land hvor jeg ikke selv er i det pågældende øjeblik. Som mange mennesker i min generation og med min sociale baggrund er mit voksne liv bygget op mellem to lande. To lande, som jeg elsker meget højt, og som begge er en integreret del af mig og min livshistorie. En europæer i modernitetens tidsalder. Men begyndelsen var svær. Jeg var fast besluttet på at leve Europa som min egentlige identitet og som et samlet geografisk territorium. Men jeg var altid et skridt foran den politiske og lovgivningsmæssige udvikling, der begyndte at tage form i Bruxelles. I årenes løb er denne udvikling blevet gennemført, og mit liv som europæer er blevet let og smertefrit. Jeg kan sagtens leve et liv med et ben i både den nordlige og sydlige del af denne pragtfulde union og dermed se mit dobbelte statsborgerskab som et kulturelt og civilisatorisk aktiv.

I 1984, i mit første år i Paris, var det en luksus at flyve. At rejse mellem København og Paris var en rejse i ordets mest konkrete betydning. Siden da er det at rejse med fly blevet lige så let for mig som at tage metroen i Paris. At komme tilbage til København bare for en weekend, en familiefest eller endda et møde i dagtimerne er nu blevet en mulighed. Det er nemt, normalt og uden problemer. Sådan er 20 år af mit liv gået i den moderne tidsalders sorgløshed. I alle disse år har jeg befundet mig lige godt i luften og på jorden.

Sådan er 20 år af mit liv gået i den moderne tidsalders sorgløshed.

Så kom erkendelsen af, at jeg havde et klimaaftryk i form en sort sky af CO2, der hang over hovedet på mig. Denne erkendelse ruskede godt op i min sorgløshed. Skyldfølelsen fyldte mere og mere. Det er nu blevet umuligt for mig at fortsætte med at opretholde en livsstil, der ikke sætter bæredygtighed i centrum af mine beslutninger. Min første tanke var at mit personlige CO2-fodaftryk naturligvis er minimalt i global målestok. Jeg kan også altid gemme mig bag tanken om, at en amerikansk kvinde i gennemsnit udleder meget mere CO2 end en europæisk kvinde. Så hvorfor skulle jeg ændre på mine vaner, hvis de ikke gør? Jeg har også forsøgt at overbevise mig selv om, at jeg har fortjent det efter så mange års intenst arbejdsliv. At kunne rejse ud og se verden for fornøjelsens skyld i stedet for på én af mine trættende arbejdsrejser. Til tider har jeg endda forsøgt at bilde mig selv ind, at jeg gennem min aktivisme kunne være med til at ændre verden. Hvis jeg rejser med fly for at tale på en konference, har jeg så ikke flere muligheder for at påvirke andre og få dem til at investere i den grønne omstilling? Vil min forretningsrejse ikke få en større positiv effekt end mit eget direkte CO2-aftryk? Det er altid et spørgsmål om ens egen forsvarsmekanisme. Min ubevidste evne til at argumentere for ikke at ændre vaner og adfærd. Disse argumenter er mange og insisterende.

Det er nu blevet umuligt for mig at fortsætte med at opretholde en livsstil, der ikke sætter bæredygtighed i centrum af mine beslutninger.

Min indre dialog fortsætter: Luftfarten repræsenterer kun 4 % af vores globale CO2-udledning i dag. Så hvorfor give afkald på at flyve? Den franske premierminister rejser stadig med fly bare for at komme fra Paris til Rennes. Den franske præsident bagatelliserer luftfartens betydning for vores fælles evne til at nå Paris-aftalens mål. Er det ikke beslutningstagerne, der i første omgang burde gå foran med et godt eksempel? Arbejdet på hurtigtog-linjen mellem centrum af Paris og Charles de Gaulle-lufthavnen er gået ind i sin sidste fase. Når Paris bliver vært for De Olympiske Lege i sommeren 2024, bliver det endnu lettere for parisere som mig at tage til København på weekend, til familiefest og til møde i løbet af dagen. Airbus har en fuld ordrebog. Før eller siden vil de finde en måde at gøre flyene mindre kulstofholdige på med brint, solpaneler og biomasse. Måske vil flyene en dag flyve på rødbedesaft? Man kan jo ikke stoppe fremskridtet … Der er ingen grund til at gå tilbage til at bruge olielamper, siger den franske præsident. Så hvorfor skulle jeg sætte spørgsmålstegn ved min magelige, moderne livsstil? Hvorfor være så militant?

Luftfarten repræsenterer kun 4 % af vores globale CO2-udledning i dag. Så hvorfor give afkald på at flyve?

Inderst inde ved jeg, at dette spørgsmål ikke længere er det rigtige. Det skal vendes om. Så i stedet spørger jeg mig selv, hvordan jeg kan fortsætte med min sorgløse livsstil i modernitetens tidsalder? Når jeg prøver at snige uden om min samvittighed, runger min egen aktivists stemme dybt nede i mig. Det er som om den spiller en ubehagelig musik. Det er den kognitive dissonans. Vi kender alle, om end noget uklart, den videnskabelige sandhed, og vi ved, at noget er ved at ændre sig. Som Barack Obama sagde på COP21 i 2015, så ved vi, at vi er den sidste generation, der kan gøre noget for at bevare levevilkårene på Jorden. Det er os der har muligheden for at kunne reducere de skader, som klimaforandringerne og biodiversitetens forvitring forårsager. Så jeg er fuldt ud klar over konsekvenserne af mine valg lige nu. Den indvirkning, min livsstil vil få på de næste generationer. Jeg kan ikke se bort fra denne viden. Jeg kan ikke lade som om, der ikke er noget galt med min personlige adfærd. Det er umuligt for mig at genfinde sorgløsheden og uskylden fra mit tidligere liv i modernitetens tidsalder.

Den indvirkning, min livsstil vil få på de næste generationer

Flyrejser er også et spørgsmål om social retfærdighed. På nuværende tidspunkt er flyrejserne et åbenlyst og synligt eksempel på ulighed. Hvordan kan vi acceptere, at et lille mindretal fortsat rejser i private jetfly eller flyver verden rundt med en helt uacceptabel hyppighed? Hvordan kan vi acceptere dette overdimensionerede CO2-aftryk, når langt størstedelen af verdens befolkning aldrig har sat deres ben på et fly? Hvordan kan vi undgå at blive forargede over dette eksempel der ses tydeligt oppe i himlen, oppe over hovedet på os alle? Hvordan kan vi undgå at finde det skandaløst, at de, der aldrig tager et fly, er de første til at lide under konsekvenserne af klimaforandringerne? Millioner af mennesker i Det Globale Syd oplever deres jord blive ubeboelig på grund af tørke, stigende temperaturer og en stigning af ekstreme vejrfænomener. For at overleve må de forlade de deres hjemland og familiemæssige hjemsted. De bliver migranter. Millioner af klimamigranter, som vil drukne i Middelhavet hver evig eneste dag, når vi lukker dørene til Europa.

Lidt efter lidt må jeg bøje mig for de uomtvistelige kendsgerninger: Sporet af mit CO2-aftryk i vores kollektive historie og det nødvendige i at holde op med at bruge fly som transportmiddel. Jeg accepterer at lade sandheden pible frem i min bevidsthed. Så kommer destilleringen. Det kan faktisk lade sig gøre. Det ved jeg, det kan. Jeg bevæger mig gradvist ind i et andet værdiregister. Jeg forsøger at finde en adfærd, som kan blive en del af løsningen i stedet for at forværre problemet. Fra dagligdagens vaner på mikroplan til mit arbejdsmæssige virke, jeg finder frem til løsningerne, én efter én. Jeg går ned ad bæredygtighedens sti. Skridt for skridt opdager jeg, at det er en lysende vej fremad. Det er en måde at leve på, som er mere venligtsindet over for mig selv og over for andre, og hver dag bliver denne vej lidt bredere.

Sporet af mit CO2-aftryk i vores kollektive historie og det nødvendige i at holde op med at bruge fly som transportmiddel

Hvordan kan jeg forene min europæiske identitet med nødvendigheden af personlig bæredygtighed? Hvordan kan jeg bevare jeg min fransk-danske identitet? Jeg elsker Frankrig, og jeg er lykkelig i Paris. Mit eksil gør mig glad og tilfreds, og mit liv gennem mere end tredive år i Frankrig har altid været berigende for mig. Men der er en pris at betale for at leve i eksil. Det er aldrig lykkedes mig at få et indlysende og absolut tilhørsforhold til Frankrig. Der er altid en del af mig, som befinder sig et andet sted, og som jeg ikke kan gøre mig fri af. Den har udviklet sig i en bestemt retning i en anden kultur med andre værdier og en historie, som altid vil være større end mig selv. Det er en udlændings umulige integration. Den udlænding, som jeg altid vil være i Frankrig trods alle mine bestræbelser på assimilering.

Når jeg ankommer til København, falder mine øjne til ro. Alt er anderledes her: farverne, lydene og luften. Her er himlens lys tonet med en hel palet af pastelfarver. Denne blanding af sarte farver vækker genklang i mit indre. Der er et planteliv her som jeg har kendt, siden jeg blev født, og luften synes at kærtegne min hud. Jeg føler en kropslig og følelsesmæssig fred og harmoni et sted langt nede i kroppen. Det er næsten umærkeligt, men uhyre vigtigt. Det virker umuligt at give afkald på det.

Så jeg må sno mig. Det handler om at bane vejen. Midt i modernitetens skov, en modernitet som stadig er den herskende livsform, finder jeg min egen vej ud til lysningen. Jeg tager toget. Det er en fantastisk chance vi har på det europæiske kontinent. Men ganske ligesom i min ungdoms tid står jeg over for et Europa fra før integrationstiden. Det er hårdt arbejde at få bestilt billetter til de tre tog, der kræves for at rejse mellem Paris og København. Togbilletter er dyre, for offentlige tilskud går fortsat til flysektoren og ikke til jernbanerne. Rejsen tager 14 timer, når alt går efter planen. Som oftest er der for kort tid til at skifte, og så bliver det en 18-timers rejse. At rejse er at leve! Jeg lærer tålmodighed og sindsro at kende. Jeg er så heldig, at det overhovedet er muligt at rejse med tog mellem de to lande i mit hjerte. Jeg opdager, at uden for moderniteten finder man glæden ved selve rejsen og ikke kun på rejsedestinationen. Togene er behagelige, og det lykkes mig altid at komme frem til sidst.

Jeg tager toget. Det er en fantastisk chance vi har på det europæiske kontinent.

Dissonansens indre stemme aftager. Jeg finder et nyt ståsted. Jeg finder mig til rette i min nye identitet. At vælge er at give afkald. Mit fundament af bæredygtighed er ved at tage form. Jeg oplever ikke længere mit valg som et afkald. Det er en anden form for rigdom. Jeg har indtryk af at finde nye værdier. En livsstil, der bliver uundgåelig, hvilket nedlukningen under corona pandemien var en afgørende generalprøve på. At leve en dag ad gangen og træffe det rigtige valg i hvert af livets øjeblikke.

Det er en anden form for rigdom.

Og alligevel ved jeg, at jeg ikke vil være i stand til helt at give afkald på at flyve i dag. Helt at forlade modernitetens planet, at opgive alle planer om flyrejser og leve i total bæredygtighed. For et par måneder siden tog jeg flyet på grund af en nødsituation i familien. Jeg var nødt til at træffe et bevidst valg. Planeten måtte betale for den fejlvurdering, der bragte mig i denne nødsituation. Jeg påtager mig ansvaret, og jeg bruger det til at bevæge mig ud af radikalismen og hen imod klarheden. At lade tolerancen slå rod i mig. At indse at vi står over for en så gigantisk forandring af værdier og adfærd, at vi ikke kun kan håndtere denne forandring i fællesskab, men at vi må gøre det hver især i vores helt eget tempo.

Kommer jeg nogensinde til at flyve igen? Jeg har ikke lyst til at låse mig inde i min egen radikalisme og gøre mig blind over for alt andet. Jeg er ikke én der belærer andre. Jeg øver mig i at være bæredygtig, det er det hele. Jeg hilser denne nye form for klarhed i mit liv velkommen. I sidste ende er det at give afkald bare en måde at se på de livsvalg, jeg træffer hver dag, på en anden måde. At sætte farten lidt ned og spørge mig selv, hvad der er den rigtige beslutning i hvert øjeblik af mit liv. At blive bevidst om mine handlemuligheder og tilliden til at jeg kan gøre en forskel. For i sidste ende handler min sande suverænitet om de beslutninger som jeg træffer, også når der ikke er noget tilskuere.