brev til mit barnebarn

Den milde sommer er kommet til Bretagne. Det er en rolig, dejlig tid på året, hvor det falder mig naturligt at slappe af. Jeg tænker på dig og håber, at du en dag vil lære dette gamle sommerhus at kende som din bedstefar og jeg har købt sammen. Dette sted som vi gennem årene har sat vores præg på, ligesom det har sat sit præg på os. Huset og dets gamle stenmure udstråler fred og ro. Vi ved ikke så meget om dets århundredgamle historie, men det ser ud til at huset med tiden også har fundet en måde at leve i harmoni på sammen med os, dets beboere.

Huset er din mors yndlingssted. Hun elsker at komme her for at få ladet batterierne op langt væk fra stress og jag i Paris. Hun trækker havluften langt ned i lungerne, hun får et smil på læberne igen og livsglæden tilbage efter en svømmetur i de forfriskende bølger ved kysten til Den Engelske Kanal.

Livet går sin gang, og medmindre der sker noget helt uventet, vil dette hus en dag blive din mors. Og således vil du i den fredelige og uforstyrrede overdragelse fra generation til generation en dag kunne stå i mit sted. Du vil sidde her en dejlig sommermorgen og skrive et brev til mit tipoldebarn, det være sig en lille pige eller en lille dreng.

Vi lever i en helt afgørende tid i forhold til den livskvalitet, som du vil kunne få her på jorden. Du vil komme til at høre om disse første 30 år af det 21. århundrede, hvor verden var ved af gå glip af et meget afgørende vendepunkt i vores civilisation.

Vi lever i en helt afgørende tid i forhold til den livskvalitet, som du vil kunne få her på jorden.

Mens jeg sidder her og skriver til dig, ved vi stadig ikke om vi, kollektivt og individuelt, vil være i stand til at gennemføre de forandringer der er absolut nødvendige.

I skolen vil du lære at et mindretal af verdens befolkning, gennem vores valg af livsstil, har udledt stratosfæriske mænger af CO2 i atmosfæren. Vi har levet i en illusion om et fremskridt, der var helt ude af takt med fysikkens love, og i total uvidenhed om livsnødvendige behov hos alle de andre levende væsener, som vi deler livet på Jorden med. De store mængder CO2 har ændret klimaforholdene på Jorden, og vi oplever i øjeblikket de første alvorlige konsekvenser deraf. De ændringer vi kommer til at foretage i vores livsstil og vores vaner i de kommende dage, uger og år vil få en afgørende betydning på din livskvalitet, min skat. I vores hænder ligger din og de kommende generationers levevilkår her på Jorden.

I vores hænder ligger din og de kommende generationers levevilkår her på Jorden.

I den verden, som vil blive din en dag, vil du sikkert have svært ved at forstå hvor meget den moderne civilisation har forandret sig i mellemtiden. Hvordan kunne vi lade en lille håndfuld mennesker få så meget magt bare pga. deres penge? Hvordan kunne de bilde sig selv ind, at løsningen for dem ville være at dø på planeten Mars? Forlade planeten Jorden og lade de milliarder af mennesker, der lever her i dag, klare sig selv i et kaos på en planet, der bliver sværere og sværere at overleve på? Hvordan kan de forsøge at redde deres eget skind og lade flertallet af mennesker gå til grunde lige som på krydstogtskibet Titanic der forliste i begyndelsen af det 20. århundrede? Hvis jeg skal forsøge at svare, kan jeg sige, at vi levede i illusionen om det evige fremskridt. Det ord, der endte med at miste sin oprindelige positive betydning, fik os til at tro, at enhver nyskabelse nødvendigvis var en del af den nødvendige udvikling. En udvikling som ville gøre os stadig dygtigere og angiveligt lykkeligere.

Vi levede i illusionen om det evige fremskridt.

I skolen vil du lære, at alt liv på Jorden opstod for milliarder af år siden ved et lykkeligt sammentræf. Et højst usandsynligt sammentræf af faktorer. En hårfin balance mellem alle levende væsener, som tilsammen udgjorde et utroligt rigt økosystem. Du vil vide, at din plads findes inden for Jordens bæredygtighedsgrænser, og du vil finde det meget mærkeligt, at indflydelsesrige mennesker har været i stand til at tilsidesætte disse grænser.

Tanken om at spise kød fra et andet levende væsen og at dræbe for at få mad vil virke både forfærdelig og grusom på dig. Jeg forestiller mig, at du vil reagere på samme måde, som jeg gjorde, dengang jeg som teenager læste Robinson Crusoes fortælling om kannibalisme. Du vil forestille dig et kort over Frankrig hvor der ligger gigantiske gårde fyldt med køer, grise og kyllinger. Kolossale mængder af dyr, hvis eneste formål var at tilfredsstille dine forfædres ønske om at spise kød.

Kolossale mængder af dyr, hvis eneste formål var at tilfredsstille dine forfædres ønske om at spise kød.

Du vil føle medlidenhedens smerte i dit hjerte, når du hører, hvordan disse dyr bliver dræbt. Et avanceret system indkapslet i en tragisk normalitet. En rystende banalitet, som du måske vil kunne sammenligne med koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig.

På dette kort over Frankrig, i denne verden hvor jeg sidder og skriver til dig, er der marker så langt øjet rækker. Marker med monokultur af majs og korn. Afgrøder, der som oftest bruges til at fodre dyr med. Dyr som mennesket spiser. Jord og vegetation, der trættes af mangel på vekseldrift. Jordtrætheden skyldes også manglen på biodiversitet, da der hverken er levende hegn eller skov tilbage mellem de dyrkede marker. De få mus, bier og fugle, der vover sig ind på markerne, bliver dræbt af de overdimensionerede landbrugsmaskiner, der regelmæssigt pløjer jorden, og som udgør en fare for jorden på grund af den massive brug af pesticider i løbet af mere end tredive år.

Afgrøder, der som oftest bruges til at fodre dyr med. Dyr som mennesket spiser.

I dit liv vil det være et problem, som du er meget fortrolig med. De svært nedbrydelige kemiske rester i jorden, der stammer fra vores tid, har en meget stor indflydelse på din generations levevilkår. Du vil se hele områder i Frankrig blive forladt af mennesker, fordi den såkaldt evige forurening stadig vil være for stor til at der overhovedet ville kunne være nogen aktivitet i området. Jeg tænker på en film, der blev lavet for nogle år siden, om atomkatastrofen i Tjernobyls reelle geografiske omfang. I dag, næsten 40 år senere, er det stadig for farligt for os mennesker at komme ind på området, og naturen har derfor for længst fået overtaget i denne zone.

Jeg forestiller mig også, at du vil kende dit Frankrigskort, fordi du har brugt en stor del af dine ferier på at udforske landet. Du ved, hvor heldig du er at være født i et land med så mange forskellige landskaber og hvor hver region har sin egen smukke kultur og traditioner. Selvfølgelig vil du også få mulighed for at udforske andre dele af verden, men du har endnu ikke haft lyst til at forlade Europa, som du kan rejse tyndt i tog, på cykel eller til fods. Du overvejer hvilken fjern destination, du kunne tænke dig at rejse til. Som alle unge mennesker fra din generation vil du råde over en bestemt kvote af flyrejser i løbet af dit liv.

I århundreder har dit land været et modtagerland. Da du blev født, blev Frankrigs historie beriget af mange migranters ankomst. Folk fra lande syd for Middelhavet blev tvunget til at forlade deres hjemlande i meget stort antal. Klimaforandringerne havde gjort deres oprindelseslande mere og mere ubeboelige. Vi, borgerne i landene nord for Middelhavet, endte med langt om længe at ændre vores diskurs.

Vi, borgerne i landene nord for Middelhavet, endte med langt om længe at ændre vores diskurs.

Efter vi i årtier syntes at have givet afkald på vores medmenneskelighed, forstod vi endelig, at vi, ved at åbne vores hjerter og lade migranterne slå sig ned her hos os, beriger vores liv både menneskeligt og økonomisk.

De unge migranter, der havde forladt deres hjemlande for at kunne overleve, bragte ny energi til det gamle Europa, hvor antallet af ældre medborgere voksede og voksede. Det var også en garanti for fred i vores del af verden. Vi lærte hinanden at kende og opdagede alle de ting, vi havde til fælles. Vi holdt op med at bekrige hinanden, og sammen blev vi stærkere og bedre til at bearbejde de skader, som det 20. århundredes fortvivlende livsstil havde forårsaget.

Vi lærte hinanden at kende og opdagede alle de ting, vi havde til fælles.

Den dag du sidder her i stedet for mig, vil vores landsby i det nordlige Bretagne have ændret sig meget. Denne del af Frankrig med det våde, kolde og blæsende klima plejede ikke at tiltrække særligt mange mennesker. Om sommeren plejede vi som trøst at citere det ordsprog der siger, at i Bretagne er det godt vejr mindst én gang om dagen. Med undtagelse af ferieugen omkring den 15. august er skodderne konstant lukkede i nærmest alle landsbyens huse. Men lige nu har jeg en klar fornemmelse af, at det ikke vil vare ved, for klimaet ændrer sig, og hver sommer bliver varmere og varmere. I denne uge er en voldsom hedebølge fejet hen over en stor del af Frankrig, mens vi heroppe kan nyde et behageligt, mildt vejr og et blikstille, turkisfarvet hav, hvis temperatur endelig er kommet op på 20°.

Den dag du sidder her i stedet for mig, vil vores landsby i det nordlige Bretagne have ændret sig meget

Denne rolige, men stadig mere mærkbare forandring minder mig om udviklingen i Danmark, mit fødeland. Da jeg var barn, var klimaet barskt og somrene lunefulde. Vi havde meget svært ved at få jordbær til at modne om sommeren, og sæsonen var kort. Hvert år, i nogle få uger i juli, kunne danskerne spise jordbær og med stor glæde nyde denne dyrebare gave fra naturens hånd. Siden da har klimaforandringerne sat sine tydelige spor i de nordiske lande. Vejret er blevet mildere, og i Danmark dyrkes der nu jordbær hele sommeren. Det er endda muligt at dyrke vindruer nu. Så indtil videre er det de nordlige lande, ganske som Bretagne, der trækker det længste strå under klimaforandringerne.

Så indtil videre er det de nordlige lande, ganske som Bretagne, der trækker det længste strå under klimaforandringerne.

Den dag du læser dette brev, vil kortene være blevet blandet på ny. Man behøver ikke at være Einstein for at kunne forudse, at vores landsby, ligesom resten af Bretagne, med tiden vil blive et tilflugtssted for flere og flere mennesker fra resten af Frankrig, hvor temperaturen efterhånden er steget for meget. Du vil ikke længere kalde dette sted ”en landsby” men ”en by”, og skodderne på husene omkring vores vil være åbne hele året rundt.

Når du svømmer sorgløst rundt i bølgerne i Den Engelske Kanal, kan du genoplade batterierne ligesom din mor gjorde, og du vil blive fascineret af tidevandets kraft. Fuldmånens tiltrækningskraft på havet er spektakulær i denne del af Frankrig. En gang om måneden samles alle generationer på stranden for at beundre det storslåede skue. Bølgerne slår ind mod molen. Når de trækker sig tilbage, rammer de de bølger der skyller ind og rejser sig så til en gigantisk vandfaldslignende bølge, der strækker sig op imod himlen. Ingen bekymrer sig om noget, de unge forsøger at overgå hinanden ved at løbe imellem bølgernes vandsprøjt på molen.

Man kan ikke komme udenom, at højvandet vil tage til i styrke, og inderst inde ved jeg, at landskabet ved kysten vil ændre sig. På grund af klimaforandringerne vil havet stige mere og mere. Konsekvenserne kan allerede ses ved polerne, hvor indlandsisen smelter. Havniveauet stiger, og havet vil nødvendigvis overtage magten. Du vil ikke kunne stå her og betragte molen ved havet eller rækken af huse i første række ud mod Den Engelske Kanal. Før eller siden vil de blive opslugt af bølgernes kraft, men det betyder nu ikke så meget. Efter min mening er det hverken den nuværende betonmole eller de hurtigt byggede huse i første række der tilføjer noget smukt eller bæredygtigt til det helt enestående landskab ved Côte d’Emeraude-kysten i det nordlige Bretagne.

Man kan ikke komme udenom, at højvandet vil tage til i styrke, og inderst inde ved jeg, at landskabet ved kysten vil ændre sig.

Vi lever i en besynderlig tid. Vi befinder os i et slags mellemrum mellem to verdener. En stor del af befolkningen lever stadig i modernitetens tidsalder. Vi lever på planeten Sirius, for nu at citere filosoffen Bruno Latour. De politiske og økonomiske systemer er stadig præget af en produktivistisk og ekstraktivistisk logik der stammer fra den “kapitalocæne” tidsalder. Teknokratiet, hvor man fascineres af illusionen om det tekniske fremskridt som løsningen på alle problemer, er stadig intakt og levende. Samtidig udsættes vi hver dag for store omvæltninger fra et klima og en natur, der bliver mere og mere uforudsigelige.

Vi lever i en besynderlig tid. Vi befinder os i et slags mellemrum mellem to verdener.

De unge i Generation Z, dvs. din mors generation, har allerede i større udstrækning bevæget sig ind i den verden, der en dag vil blive din. De gør oprør og afprøver nye måder at leve og arbejde på. De udnytter det 21. århundredes teknologi til at dele information med andre, organisere sig og samarbejde. De har indset, at de er nødt til fuldstændigt at revidere definitionen af hvad der kan karakteriseres som et fremskridt. Så de har skiftet retning og vælger en mere sober livsstil. De er de stifindere, der bygger din fremtidige verden. De viser vejen hen imod den livsstil, der naturligt vil være din den dag du læser dette brev.

De er de stifindere, der bygger din fremtidige verden.

Til sidst skal du vide, at denne gennemgribende ændring af civilisationen er blevet muliggjort takket være stifinderne, men også takket være alle bedsteforældrene i min generation. I denne overgangsperiode vil det måske tage længere tid for nogen end for andre. Men i det store hele ved vi, at vi ikke bare kan trække os tilbage og nyde vores pension i fred og ro. Vi kan ikke fortsætte med at tjene penge på et system, som vi ved ikke er bæredygtigt. Vi kan ikke længere rejse verden rundt med fly og krydstogtsskibe for vores fornøjelses skyld. Fordi vi ved, at dine livsbetingelser her på denne Jord er en direkte konsekvens af vores adfærd i dag, vil vi alle reagere, en efter en. Os fra Generation X, babyboomerne, vil leve et nyt Woodstock.

Vi sætter vores politiske forskelle til side for at overvinde denne systemiske og alvorlige civilisationskrise sammen. Når det kommer til mådehold, vil vi være i stand til at glemme vores personlige stolthed og tage vores børns sobre livsstil som eksempel. Vi ved, at vi kan give dem den støtte, de har så hårdt brug for. Vi har nemlig en erfaring, som de ikke har endnu. Så ligesom kolibrien i den nordamerikanske legende, bringer vi alle en dråbe vand til at slukke verdens ild med.

Når det kommer til mådehold, vil vi være i stand til at glemme vores personlige stolthed og tage vores børns sobre livsstil som eksempel.

Du vil ikke kunne undgå at arve de uønskede konsekvenser af klimaforandringerne som skyldes vores tidligere livsstil. Mens jeg skriver dette brev, er det blevet for sent at stoppe klimaet fra at løbe løbsk. Det kan man kun konstatere, og det er tragisk. Men du skal vide, at denne krise har forenet os alle i dette gamle Europa. Takket være denne krise har vi lært at overvinde vores forskelle og åbne vores hjerter for hinanden. Jeg er glad for at vide, at du kommer til at leve i en mere medmenneskelig, mere inkluderende og mere tolerant verden.

Jeg er glad for at vide, at du kommer til at leve i en mere medmenneskelig, mere inkluderende og mere tolerant verden.

Mit allerkæreste fransk-danske og bretonske barnebarn, jeg ved ikke, om jeg en dag vil være så heldig at møde dig. Om begivenhederne i din mors liv vil føre til, at hun bringer et barn til verden. Mens jeg venter på udfaldet af min egen skæbne som mormor, dedikerer jeg dette brev til alle bedstemødrene i min generation, som allerede har været så heldige at få børnebørn. For før vi tænker på at overdrage vores bedste bretonske pandekageopskrift til vores børnebørn, må vi hellere koncentrere os om at give dem en verden de kan leve i.