
Jeg havde brug for at lade årene gå og tankerne modnes, før jeg følte mig klar til at lade min indre stemme tale og fortælle min historie til det store fællesskab.
Jeg har haft mange liv … Lidt efter lidt kommer jeg nu tættere på mig selv. Jeg har fundet min vej og min stemme. Jeg bliver den person, jeg virkelig er, når jeg skræller alle de lag væk, som indeholder spor af kampen for at ”komme frem” i det moderne samfund. De lag der er resultatet af min historie som kvinde i et patriarkalsk samfund og selvfølgelig af min egen families historie. Lag der var så tykke og tunge, at de næsten kvalte mit sande jeg.
Gennem mine tekster deler jeg min udvikling, mine refleksioner og mine bevidsthedsudvidelser. Jeg har ikke monopol på sandheden, og jeg ønsker ikke at belære nogen. At skrive er i sidste ende en måde jeg kan være aktivist på uden at det tærer på mig, for når jeg skriver, får jeg mere energi end jeg bruger.
Denne blog er ikke et udtryk for et ønske om at blive læst, men mere mit behov for at få min stemme til at give genlyd i verden, ligesom lyden ”Aum” i den yogapraksis som jeg sætter så stor pris på. Den udtrykker min vilje til at bidrage til den kollektive fortælling, som vi skaber sammen i denne usikre periode, som samtidig er så vigtig for menneskeheden, for de næste generationer og for alle levende væsener på vores Planet.
Før jeg nåede til dette stadie af indre balance, måtte jeg igennem en række professionelle og personlige eventyr. Denne blog er ikke stedet til at tale om mit CV. Men for at sætte mit ønske om at skrive ind i en sammenhæng kan jeg sige, at jeg er dansk-fransk, og at disse to landes kulturer, sprog og geografi ligger til grund for den person, jeg er i dag. Jeg har altid først og fremmest følt mig som en europæer.
Jeg har læst jura og arbejdede i mange år i en verden af erhvervsadvokater. Efter et langt og berigende iværksættereventyr i Paris blev jeg ansat i en multinational virksomhed som intraprenør og topleder. Da jeg i sidste ende ikke kunne stille mig tilfreds med de store virksomheders inerti og manglende ambitioner hvad angår verdens nuværende tilstand, endte jeg min aktive professionelle karriere med at arbejde for en NGO, der engagerer sig i virksomheders samfundsansvar.

I dag sidder jeg i bestyrelser i organisationer drevet af pionerer med et ægte ønske om at finde løsninger, der kan hæve sig over det destruktive neoliberale system og arbejde i alle parthaveres interesser.
Med denne blog vil jeg regelmæssigt dele mine økofeministiske tanker og min aktivisme. På den måde føler jeg, at jeg gør mit for at slukke den brandfarlige samfundskrise, som truer med at ødelægge vores verden. At jeg bidrager til at ændre patriarkatets destruktive diskurs og nedarvede reaktioner i håbet om at vække kærligheden og lysten til at handle i hver eneste af os. Disse tekster er jeg eneansvarlig for, men hvis du er herinde, og hvis en af disse historier rører noget i dig, er det, fordi vi har formået at vinde genklang hos hinanden.
Give genklang

