En kvinde fra Arles

Ille et Vilaine, juli 2025 in Skrevet

Jeg er tilbage i denne by, der hvisker til mit hjerte. Tiden har gjort sit, og jeg er ikke længere den unge kvinde, der engang blev meget betaget da jeg så byen første gang.

Arles, en by i det sydlige Frankrig, udstråler en ganske særlig energi, der fortryller alle, der besøger byen. Indbyggerne i Arles lever omgivet af ruiner fra romertiden, og de viderefører stolt den provencalske arv fra forfatteren Frédéric Mistral. Det er også stedet hvor Van Gogh malede flere af sine smukkeste billeder, og hvor galskaben tog et af hans ører.

Jeg er tilbage i denne by, der hvisker til mit hjerte.

Min egen vej til Arles var ikke særlig glorværdig, for det første sted, jeg lærte at kende, var byens hospital. Da jeg nærmede mig de 35 år, tvang en pludselig og alvorlig autoimmun sygdom mig til at tilbringe en måned der. I den efterfølgende rekonvalescensperiode blev jeg i Arles. Det var i udforskningen af denne by, at jeg langsomt lærte at leve igen og hver dag at tage ét skridt mere end dagen før.

Min egen vej til Arles var ikke særlig glorværdig, for det første sted, jeg lærte at kende, var byens hospital.

Denne genfødsel vækkede en ny form for jublende livsglæde i mig. Uden den travle pariserindes sædvanlige filter, så jeg nu skønheden i landskaberne i Camargue, de lyserøde flamingoernes flugt, de hvide Camargue heste, der galoperede i marsken, og de raffinerede kvinder. Jeg lod mig forføre af den livlige lokale ”feria” og den sprudlende stemning omkring tyrefægtningen.

Jeg lod mig forføre af den livlige lokale ”feria” og den sprudlende stemning omkring tyrefægtningen.

I årene der fulgte, levede chokket fra sygdommen videre i mig. Dette helbredsproblem, hvor mit immunforsvar vendte sig mod mig selv, blev startskuddet til en selviagttagelse, som har stået på i en lang periode. Hvorfor var noget så dramatisk sket for mig? Hvorfor var jeg i min bedste alder blevet tvunget til at trække i nødbremsen? Hvorfor var jeg endt i Arles?

Men også: hvordan kunne jeg have fjernet mig så meget fra min naturlige følsomhed, at jeg kunne overvære tyrefægtninger uden at flygte langt bort?

hvordan kunne jeg have fjernet mig så meget fra min naturlige følsomhed, at jeg kunne overvære tyrefægtninger uden at flygte langt bort?

Lidt efter lidt fandt jeg de svar, der hjalp mig videre. Tiden har gjort sit arbejde, og jeg er trin for trin kommet tættere på hvem jeg egentlig er. Jeg har lært at leve i overensstemmelse med den kanal, som taler dybt inde i mig. Denne lytning til mit indre er kilden til den stemme, der i dag taler gennem teksterne på helle.blog.

For et par uger siden vendte jeg tilbage til dette enestående sted, der har været så vigtigt i min personlige livsrejse. Jeg havde en aftale med en vidunderlig kvinde fra Arles, som helt naturligt udtrykker den elegance, som før i tiden inspirerede mig så meget. Hun er på samme alder, som jeg var, da jeg kom til Arles for første gang. En talentfuld, smuk ung kvinde, aktiv omkring dyrevelfærd der er vokset op omgivet af denne bys stærke energi. Mens vi går gennem de smalle gader, deler hun fortællingen om sin ungdom med mig. Hun viser mig et foto af sig selv da hun var teenager, hvor hun sidder i damesaddel på en hest bagved en flot tyrevogter fra Camargue. Hun er klædt i den smukke lokale karakteristiske folkedragt, og hendes hår er sat op i en elegant frisure.

Jeg havde en aftale med en vidunderlig kvinde fra Arles, som helt naturligt udtrykker den elegance, som før i tiden inspirerede mig så meget.

Foran arenaen stiller jeg hende det spørgsmål, der brænder på mine læber. Hvad synes hun om tyrefægtning? Hun svarer, at denne flamboyante tradition altid har været en del af hende. Hun har også fået sine slag af livet og for at råde bod på sin indre splittelse er hun endt med at tage afstand til sin fødeby og hele dens kultur omkring tyreopdrætning. Jeg får at vide, at en lokal skole giver børnene mulighed for at prøve kræfter med tyrefægteriet allerede fra en tidlig alder. Kappens vægt og muleta-bevægelserne ved hun alt om.

Hvad synes hun om tyrefægtning?

”Retten til at leve og vores magt til at bestemme over liv og død for disse tyre er et kompliceret emne, som splitter mig på grund af mit engagement og min følsomhed. Jeg har mødt tyreopdrættere, som var mere knyttede til deres dyr end til mennesker. Døden udstilles frit i arenaen alt imens vi dræber dyr industrielt med den største ligegyldighed. Det øjeblik hvor nedslagtningen af tyren finder sted i arenaen omgives med dyb respekt for dyret, og jeg tvivler på, at det samme er tilfældet på vores slagterier. Hvis jeg var en tyr, ville jeg derfor hellere dø i arenaen.

Hvis jeg var en tyr, ville jeg derfor hellere dø i arenaen.

Der er selvfølgelig også økonomiske betragtninger involveret, og for de unge torero-aspiranter i Arles kan tyrefægtning være en stærk social løftestang, selvom det kun er meget få som bliver til noget i det miljø”.

Min egen følsomhed over for dyr bliver krænket af disse udtalelser, selvom jeg godt ved, at vi alle bærer på en stærk kulturel bagage. I denne del af Frankrig er tyrefægtning en kulturel undtagelse fra reglerne om dyrs rettigheder, der er så dybt forankret, at det synes umuligt at lave om. Jeg husker også på, at jeg jo også selv tidligere har ladet mig gribe af tyrefægtning. Når vold og virilitet forklædes og ophøjes til et storslået skue, finder vi på grunde til at retfærdiggøre det. Det er endnu en metafor for den patriarkalske kultur, der har lært os at se verden gennem dominansens prisme.

Det er endnu en metafor for den patriarkalske kultur, der har lært os at se verden gennem dominansens prisme.

Jeg tænker på Ernest Hemingway, som var en stor tilhænger af tyrefægtning. Hans direkte skrivestil og slagkraftige sætninger får os til at føle konfrontationen mellem mennesket og tyren, som om vi selv stod i arenaen. I hans værker kan vi tydeligt mærke stilheden og det tilbageholdte åndedræt fra de tusindvis af tilskuere, når dyret dræbes. Jeg forstår, hvorfor hans bøger har fået så stor en succes. Men i arenaen som i litteraturen leder udgangspunktet os på vildspor. Vi benytter vores trang til dominans til at retfærdiggøre andres lidelse og død.

Vi benytter vores trang til dominans til at retfærdiggøre andres lidelse og død.

Denne form for tankegang giver os ikke mulighed for at udvikle os til at blive bedre mennesker. Den fastholder os i rollen som dem, der finder glæde i at være de stærkeste og dræbe levende væsener, der ikke ligner os selv og der har færre rettigheder end vi har. Udfaldet af en tyrefægtning er kendt på forhånd – undtagen af tyren, som stort set altid allerede er dømt til døden. En fra starten ulige kamp, idet banderilleros og picadorerne har stukket knive i tyrens skulder og nakke – allerede før dens møde med tyrefægteren.

Jeg ved, at denne tekst kan vække lige så meget modstand som genklang. Tilhængerne af tyrefægtnings vrede kan være lige så voldsom som de rasende udbrud man hører, når miljøforkæmperen Sandrine Rousseau siger, at vi skal spise mindre kød for at den økologiske omstilling skal kunne lykkes. Hendes budskab har svært ved at trænge igennem, fordi det støder imod stærke kulturelle markører – herunder stoltheden over den franske gastronomi. Når hun bruger sommerens grillmad som eksempel på, at mænd spiser mere kød end kvinder, lyder der et ramaskrig selvom hendes udsagn er korrekt. Mange ser rødt – som tyren, der kun ser tyrefægterens kappe. Men hvad nu hvis det egentlige problem ligger et andet sted?

Mange ser rødt – som tyren, der kun ser tyrefægterens kappe.

Tyrefægtning er for mig et eksempel på en vold, vi har lært at normalisere og endda, som i Arles, at glorificere. En accept af at verden er brutal, og at vi derfor altid må stræbe efter at dominere og vinde over andre. På trods af Hemingways heroiske romaner om tyrefægtning og krig, forbliver dette en trist og forældet passion. Den fastholder os i en ond cirkel der består af adrenalin, frygt og evindelig gentagelse af kampen mod andre – i dette tilfælde drejer det sig om tyren.

Mit arbejde med introspektion har åbnet en ny vej for mig. Jeg forsøger at frigøre min evne til medfølelse, der før var lukket inde i mig selv. Jeg vil ikke længere legitimere drabet på tyren med argumentet om, at det finder sted omgivet af mere respekt end slagtningen af køer, kalve, grise, lam, høns og fisk. Jeg betragter tyrefægtning som det eneste slagteri, som vi i dag kan se bag gennemsigtige ruder.

eg forsøger at frigøre min evne til medfølelse, der før var lukket inde i mig selv.

At kunne give afkald på den del af vores kulturelle identitet, der er knyttet til dyrs død, ville være et kæmpe skridt i retning af en mindre voldelig verden. Langt fra den politiske udnyttelse af en meget sort/hvid debat enten for eller imod tyrefægtning og grillmad, har vi begrebet Ahimsa fra den indiske filosofi – altså dyrkelsen af ikke-vold. Den styrke der ligger i dette skift i vores blik på verden, blev smukt legemliggjort i Mahatma Gandhis handlinger. Ved at vælge at redde dyrene har vi muligheden for at redde os selv.

ed at vælge at redde dyrene har vi muligheden for at redde os selv.

Både det at betragte volden i arenaen og at spise kød fra slagtede dyr bidrager snigende til at opretholde et system baseret på dominans. I en sådan social orden lever vi alle mere eller mindre afskåret fra vores hjerter og vores evne til medfølelse. Langt væk fra den naturlige følsomhed, vi er født med, og som vi lærer at lukke inde bag lås og slå efterhånden som vi vokser op. Derfor viser vi stadig børn Disney-filmen Ferdinand, om tyren der hellere vil sidde under et træ og dufte til blomsterne end kæmpe i arenaen.

I en sådan social orden lever vi alle mere eller mindre afskåret fra vores hjerter og vores evne til medfølelse.

At søge ikke-vold og medfølelse i os selv er en stor styrke i den antropocæne tidsalder, hvor evnen til at ødelægge alt levende – også menneskeheden – har nået nye højder. Selvom dette kan virke uopnåeligt, når krigens grimme ansigt igen pryder forsiderne på alle vores aviser, er det at turde leve efter Ahimsa-filosofien et vidunderligt fristed og en enorm kollektiv styrke til at søge forandring. Roligt at kunne give afkald på råbet “Olé” er det første skridt mod at overvinde patriarkatet og en dag skabe fred i verden.