Økofeminismen som vejviser i en utryg tid

Sommeren er forbi. Det føles som om vi har været vidne til en smertefuld ændring, hvor den normalt så fredelige og festlige sommerferieperiode er blevet en kilde til bekymring heri Frankrig. Gentagne hedebølger, tørke, gigantiske skovbrande og udtømning af vores vandreserver. De farvestrålende frodige landskaber som Berthe Morizot, Vincent van Gogh og Claude Monet malede har vi ikke kunnet finde i år. Mine tanker går til ”Træernes skrig”, som er en af de allerførste tekster, jeg lagde ud på denne blog for tre år siden.

På det tidspunkt forekom det mig stadig usandsynligt, at træerne kunne lide så meget, at de kunne miste deres blade midt på sommeren. Der er en mere og mere absurd og dyb kløft mellem de foranstaltninger, der træffes af politikerne, der er valgt til at regere landet, og den enkelte borgers vanskeligheder når det kommer til at leve med den voldsomme hede, de udtørrede blomster og planter samt flammernes ødelæggelse af et stadig mere svimlende antal hektar skov. 

Sommeren er forbi. Det føles som om vi har været vidne til en smertefuld ændring, hvor den normalt så fredelige og festlige sommerferieperiode er blevet en kilde til bekymring heri Frankrig.

Hvordan kan man undgå at frygte disse forandringer i verden når man ser hvor meget mennesker, dyr og planterne lider?

Man må chokeret konstatere, at ingen synes at vide, hvordan man trykker på stopknappen, og at de politiske beslutninger overhovedet ikke peger i retning af en reel kursændring.

Hvordan kan man så gå ind i efteråret, som om intet var hændt? De ekstreme vejrforhold denne sommer giver mig en god anledning til at fortælle om, hvordan den økofeministiske filosofi fungerer som vejviser i hverdagen i min måde at engagere mig på.

Hvordan kan man undgå at frygte disse forandringer i verden når man ser hvor meget mennesker, dyr og planterne lider?

Denne tankegang og dette handlingsmønster opfordrer os, i et fælles og krydsende perspektiv, til at se ligheden i de former for dominans, der er på spil i samfundet med udgangspunkt i behandlingen af kvinder og af naturen. I begge tilfælde ser vi en arkaisk og systemisk undertrykkelse. En orden der er skabt af en dominerende minoritet med interesse i at drage fordel af kvinders reproduktive og huslige arbejde og med ønsket om at kontrollere naturens rigdomme.

Hver gang drejer det sig historisk set om ressourcer, der hverken aflønnes eller reelt værdsættes, men uden hvilke økonomien – i hvert fald den, vi kender i dag – aldrig ville have kunnet fungere. Husholdnings- og omsorgsarbejdet i hjemmet er afgørende for, at få samfundet til at hænge sammen, men dette arbejde er aldrig blevet taget i betragtning, hverken i forbindelse med sociale rettigheder, såsom pension, eller på makroøkonomisk plan ved beregningen af BNP.

ligheden i de former for dominans, der er på spil i samfundet med udgangspunkt i behandlingen af kvinder og af naturen.

Samtidig bygger den økonomiske vækst på et højt produktionstempo drevet af udvindingen af fossile brændstoffer fra undergrunden og til havs, som vi accepterer, at stille til rådighed for det ene land, der med et enkelt pennestrøg på verdenskortet har fået ejerskab over disse brønde. Vi synes det er helt normalt, at træernes eneste formål er at kunne forsyne os med træ, og dette i skove, der er kunstigt tætte og beplantede med kun en enkelt træart.

Vi tager det for givet, at mineralerne i undergrunden findes for at vi kan få adgang til de værdifulde råstoffer, vi har brug for til at opretholde vores livsstil, og vi tolererer, at udvindingen ofte foregår under farlige og usikre arbejdsforhold. Vi har givet os selv retten til at avle visse dyr udelukkende for at tilfredsstille vores kulinariske lyster, mens disse dyrearter lever og slagtes under elendige forhold og i almen ligegyldighed. Når det gælder landbruget, er der et lille antal magtfulde aktører der udpiner og forurener jorden og grundvandet, hvis tilstand i dag er blevet meget alarmerende.

Listen over systemiske former for dominans er lang og indviklet at udarbejde, fordi vi i så høj grad har integreret normerne i den kultur, vi selv er en del af. Ved at knytte forskellige former for dominans og voldsom adfærd sammen kan vi spore undertrykkelsen tilbage til dens kilde.

Vores vestlige civilisation bygger på Oplysningstidens filosofi og indførelsen af modsætninger som Mand og Kvinde, Natur og Kultur samt Fornuft og Følelse. Fra 1800-tallet medførte normaliseringen af disse dualiteter, at der blev etableret et hierarki, dér hvor der tidligere havde været en kontinuitet.

Et organisk livssyn blev erstattet af en stadig mere mekanistisk opfattelse af vores plads i verden, og vi lærte at placere os selv i centrum og betegne alt det der omgiver os som værende inaktivt under betegnelser som »natur« og »miljø«.

Ved at knytte forskellige former for dominans og voldsom adfærd sammen kan vi spore undertrykkelsen tilbage til dens kilde.

Økofeminismen opfordrer os til at stå sammen om at se udover og nedbryde disse snævre modsætninger, der kunstigt er blevet ophøjet til normer. Blandt bevægelsens pionerer finder vi Françoise d’Eaubonne, en fransk kvinde, som opfandt begrebet »økofeminisme«. Senere, og især i de engelsktalende lande, har Starhawk gennem aktioner og bøger bidraget til bevægelsens stigende succes og omfang. Både disse to kvinder og mange andre stærke personligheder har bidraget til udbredelsen af denne spraglede borgerbevægelse, der består af kvinder fra alle dele af samfundet, fra Nord til Syd på kloden.

Økofeminismen opfordrer os til at stå sammen om at se udover og nedbryde disse snævre modsætninger.

Eksemplet med »Chipko«-bevægelsen er meget sigende. I 1970’erne lænkede en gruppe indiske kvinder fra et område ved foden af Himalaya sig fast til træer, der var truet af fældning. Da de uden disse træer fra skoven ville miste deres levebrød, fik de til sidst medhold takket være deres stærke kollektive og fuldstændige ikkevoldelige miljøaktivisme. Baggrunden for denne indsats var en fælles vrede. Den var drivkraften bag deres modstand, men da de først var samlet, blev den smertefulde vrede afløst af glæden ved at stå sammen for en retfærdig sag. Træerne blev ikke fældet, og de indiske myndigheder gav efter for disse kvinders krav om at respektere naturen. Blandt deres talspersoner er Vandana Shiva, der siden er blevet verdenskendt for sin indsats imod privatisering af plantefrø og for sin kamp mod virksomheden Monsanto.

Som udgangspunkt mener økofeminismen, at det nuværende politiske magtsystem er uegnet til at løse de store eksistentielle trusler, vi står overfor som samfund. Så længe vi forsøger at vælte et politisk system baseret på dominans for at erstatte det med en anden form for magtudøvelse, vil det ikke lykkes os at håndtere alvoren i de systemiske udfordringers kompleksitet på en bæredygtig måde.

Disse enorme ændringer kræver et langsigtet perspektiv og en markant forandring af den politiske og økonomiske udvikling. Dette perspektiv og denne forandring kan og skal bygge på en anden kraft, der kaldes »den indre kraft« eller »empowerment« på engelsk. Dvs. at finde evnen og glæden i inde i sig selv til at handle individuelt og kollektivt.

Dette perspektiv og denne forandring kan og skal bygge på en anden kraft, der kaldes »den indre kraft« eller »empowerment« på engelsk.

Hvis vi tager afstand fra de snævre hierarkiske modsætninger, kan vi indføre andre værdier, så vi kan basere samfundet på en etik der valoriserer »care« og ikkedominerende adfærd, kærlighed, venskab, søsterskab, solidaritet, langsomhed og velvilje over for alle levende væsner. Det er en lang læringsproces at forlade en verden præget af dominans, konkurrence og det at alt skal gå »hurtigere og hurtigere«, men det er en rejse, der er umagen værd. At bryde de dualiteter, der er blevet påtvunget os, og vise, at følsomhed og modvægt udgør en ønskværdig og nødvendig politisk styrke.

Vise, at følsomhed og modvægt udgør en ønskværdig og nødvendig politisk styrke.

Økofeminismen går ind for at beslutningstagning sker via konsensus og eksperimenterer med besluttende deltagerdemokrati på forskellige niveauer i samfundet. I Frankrig er denne form for beslutningstagning især blevet kendt gennem afholdelsen af borgerforsamlinger, hvoraf den mest kendte stadig er Citizens Convention for Climate (CCC), der blev afholdt i 2019 under ledelse af Det Økonomiske, Sociale og Miljømæssige Råd.

Det var lykkedes for en gruppe tilfældigt udvalgte borgere at nå til enighed om en imponerende række bindende foranstaltninger, der skulle sætte Frankrig i stand til at overholde sine forpligtelser i henhold til Parisaftalen. Anbefalingerne fra CCC fik imidlertid ingen virkning, da Nationalforsamlingen ikke har formået at give denne borgerkonsensus juridisk gyldighed i form af en konkret lovtekst.

Det er helt overvældende at forestille sig de kulturelle forandringer, der skal til for at skabe et mere ligeværdigt samfund, hvor livet på Jorden kan leves harmonisk inden for de planetære grænser. Det forekommer sandsynligt, at ingen politiker – uanset hvor dygtigt vedkommende end måtte være – vil kunne opnå et sådant resultat inden for rammerne af det nuværende repræsentative demokrati. Der er også stor risiko for at ingen, der lever i dag, vil leve længe nok til at opleve gennemførelsen af de store ændringer, som vi på nuværende tidspunkt kan betegne som utopiske. Det er ikke desto mindre opløftende, at en gruppe borgere, der repræsenterer den franske befolkning, faktisk kan tage afgørende og vanskelige beslutninger sammen. Beslutninger, som nok er vanskelige men også nødvendige for at begrænse virkningerne af dette klimakaos.

Når vi indtager »langsommelighedens” perspektiv, bliver den frustration og frygt, der skyldes den nuværende politiske verdens manglende evne til at skifte kurs lettere at håndtere. Økofeminismen inciterer os og hjælper os med at dekonstruere de binære politiske kategorier rød fløj og blå fløj – mere højreorienteret eller mere venstreorienteret, og giver os de nødvendige redskaber til at omorganisere samfundet i vores forhold til alle levende væsner. Ved at træde et skridt til siden og nægte at placere os udelukkende inde i felterne på det eksisterende politiske skakbræt bliver det muligt at udvide rammerne og ændre spillereglerne. Som den franske filosof Bruno Latour så rammende udtrykte det: Det nytter ikke længere noget at gå fremad for at søge en illusorisk modernitet; vi må indgå nye geosociale alliancer.

Når vi indtager »langsommelighedens” perspektiv, bliver den frustration og frygt, der skyldes den nuværende politiske verdens manglende evne til at skifte kurs lettere at håndtere.

Den økofeministiske bevægelse er mangfoldig, og hver og en kan finde sin egen måde at deltage på, hvad enten det er gennem festlige demonstrationer for at vække vores indre oprørske hekse til live, gennem politisk aktivisme og civil ulydighed, ved at genoprette vores forbindelse til det der gror i jorden eller dyrke vores indre spirituelle rigdom.

I Frankrig er denne bevægelse stadig relativt ukendt indenfor den feministiske tankegang. Simone de Beauvoir sagde: »Man fødes ikke som kvinde, man bliver det«, for kvinden defineres altid som »det andet køn«. Hun og alle de store feminister, der kom før os, kæmpede for, at kvinder skulle have ret til frit at bestemme over deres krop og til at gøre karriere i erhvervslivet på samme vilkår som mændene.

Vække vores indre oprørske hekse til live

50 år senere har verden ændret sig meget, og det samme gælder den feministiske kamp. Selvom kvinder stadig udsættes for diskrimination og vold, nyder vi godt af arven fra markante skikkelser som Simone de Beauvoir, Simone Veil og Gisèle Halimi – for blot at nævne dem, der personligt har gjort størst indtryk på mig.

Disse kvinder har gjort det muligt for os kvinder i dag, som fuldgyldige borgere, at skærpe kravene til samfundet og arbejde med at nedbryde et dominanssystem og den neoliberale økonomiske side af dette system. Jeg kan da ikke være tilfreds med at have de samme rettigheder som mændene, hvis det kun er for at skabe en verden, der bliver stadig mere ulige og umulig at leve i.

Jeg kan da ikke være tilfreds med at have de samme rettigheder som mændene, hvis det kun er for at skabe en verden, der bliver stadig mere ulige og umulig at leve i.

I den forbindelse afviser jeg kategorisk den kontraproduktive debat om kvinders biologiske egenskaber, dvs. påstanden om kvinder af natur skulle være tættere på naturen og have værdier der handler om ”care”. Det er irrelevant, om der er tale om en medfødt kvindelig adfærd eller en kulturelt tillært adfærd.

Opfordringen til at dyrke en bevidsthed om sig selv og til at samle sig i fællesskaber for at tage vare på os selv og de ikke-menneskelige levende væsener står åben for alle – både kvinder og mænd. Som man siger, gør øvelse mester. Vi har alle mulighed for at lære af vores fejl, at prøve os frem, at udforske og at finde vores helt egen måde at arbejde for en verden der er i harmoni med den biologiske rytme og rig på mening for de kommende generationer. Det er i øvrigt den eneste måde vi kan gå ind i efteråret i møde med glæde og entusiasme på.