Fra den ene yderlighed til den anden, et fransk kendetegn

Morbihan, juli 2024 in Skrevet

Det har været en lang periode med vrede og frygt. En periode med en klar afvisning af den franske præsident, som ifølge flertallet har for stejle holdninger og er for gammeldags i sin udøvelse af magten. Befinder vi os lige nu i et mellemrum mellem Den Femte og Den Sjette Republik i Frankrig? Én ting kan vi være helt sikre på: Det 20. århundredes billede, som vi har arvet fra General de Gaulle, af en præsident, der både inkarnerer heltefiguren og nationens fader, er ved at falde fra hinanden. Det franske folk ønsker en anden form for regeringsførelse, men de kan ikke blive enige om, hvordan dette alternativ skal se ud.

Det franske folk ønsker en anden form for regeringsførelse, men de kan ikke blive enige om, hvordan dette alternativ skal se ud.

I foråret var der valg af medlemmer til Europa-Parlamentet. En valgkampagne, der udviklede sig til en stor politisk slagmark i hele landet, som ikke havde meget med de europæiske udfordringer at gøre. Et parlamentsvalg, der mest af alt lignede en folkeafstemning i protest imod landets generelle situation og præsidentens attitude. Selv om der ikke kan skabes enighed om at definere et ønskværdigt alternativ til den nuværende form for regeringsførelse, er flertallet af vælgerne helt enige om at være utilfredse.

Selv om der ikke kan skabes enighed om at definere et ønskværdigt alternativ til den nuværende form for regeringsførelse, er flertallet af vælgerne helt enige om at være utilfredse.

Et bekymrende antal vælgere gav efter for det yderste højres fristende sirenesang, hvilket desværre gjorde Europa til syndebuk. På et afgørende tidspunkt i vores europæiske historie, hvor vi har så desperat brug for at stå sammen og stemme for, har rigtig mange mennesker givet udtryk for deres utilfredshed ved at stemme imod. Mod Europa, mod bæredygtighed, mod indvandring og frem for alt imod en elite, som jeg i deres øjne helt sikkert er en del af.

Jeg har altid fornemmet en evne hos franskmændene til at spille på alle tangenter på følelsernes klaver, fra de allerdybeste til de højeste toner. En insisterende vilje til at bruge de yderste tangenter på klaveret, som komponisterne sjældent bruger i deres musik. Det er en måde at gå fra den ene yderlighed til den anden på, som ikke ligger naturligt for mig. En mentalitet, der går linen helt ud og som giver alle ret til at udtrykke deres overbevisning uden at holde sig tilbage. Ingen overvejelser i forhold til, hvad der egentlig er rimeligt, og hvad der sikkert ville være mindre følelsesmæssigt krævende. For dybt nede i hver eneste franske indbygger ligger der et ønske om aldrig at gå på kompromitterende kompromiser.

For dybt nede i hver eneste franske indbygger ligger der et ønske om aldrig at gå på kompromitterende kompromiser.

Allerede i 1789 gav det franske folk afløb for deres vrede og viste at de var i stand til at gøre oprør, til at skrive historien om, den historie som en lille elite nød lidt for godt af på bekostning af flertallet i befolkningen. Som man ser det på »Friheden fører folket på barrikaderne«, et storslået maleri af Eugène Delacroix fra 1830, hvor man ser en kvinde, der krydser en barrikade med trikoloreflaget i hånden, var begivenhederne i Frankrig en kilde til inspiration og demokratiske forandringer for mange andre europæiske lande.

Var begivenhederne i Frankrig en kilde til inspiration og demokratiske forandringer for mange andre europæiske lande.

Mit fødeland, Danmark, var et af de lande, der blev inspireret af den franske revolution, og som på den tid gennemgik store politiske forandringer. Men begivenhederne udspillede sig her under mere fredelige forhold uden at det blev nødvendigt at gå til yderligheder. I løbet af få årtier ændrede den danske konges rolle sig fra at være en enevældig hersker til at blive en mere symbolsk figur. Med grundloven fra 1849 indførte Danmark et parlamentarisk system, samtidig med bevarelsen af det konstitutionelle monarki, og kongefamilien er stadig meget populær i Danmark den dag i dag.

Men begivenhederne udspillede sig her under mere fredelige forhold uden at det blev nødvendigt at gå til yderligheder.

Men lad os nu vende tilbage til aftenen den 9. juni 2024, efter valget til Europa-Parlamentet i Frankrig, hvor vi til vores store forbløffelse opdagede, at Frankrig ville sende 35 medlemmer fra den yderste højrefløj til Europa-Parlamentet (ud af i alt 81 medlemmer). Valget blev efterfulgt af en stor satsning: Præsident Emmanuel Macron besluttede at opløse Nationalforsamlingen i et forsøg på få kontrol over situationen, og han udskrev tidligt valg til Nationalforsamlingen på et tidspunkt, hvor det yderste højre stod historisk godt i meningsmålingerne. Endnu et eksempel på hvordan man kan gå til yderligheder…

Så gik vi atter ind i en ny periode med vrede og politisk frygt. En lynkampagne, hvis vigtigste resultat var, at det lykkedes for de progressive kræfter på venstrefløjen at danne en alliance specielt til lejligheden: Den Nye Folkefront (NFP). Men det højreekstremistiske parti National Samling (RN) havde fået så stærkt et fodfæste takket være det gode valgresultat ved Europa-Parlamentsvalget, at jeg ikke gjorde mig de store forhåbninger. Om aftenen den 30. juni bekræftede offentliggørelsen af resultaterne fra første valgrunde min værste frygt, idet RN kom langt foran de andre partier med 33% af stemmerne. Vi kunne nu frygte det værste for Frankrigs fremtid.

Vi kunne nu frygte det værste for Frankrigs fremtid.

I ugen mellem første og anden valgrunde gennemgik jeg alle de psykologiske faser af et følelsesmæssigt chok: fornægtelse, vrede, tristhed og sorg. Jeg er langsomt – og ikke uden en vis smerte – ved at affinde mig med, at Frankrig er faldet i hænderne på et politisk parti, hvis diskurs er stik modsat mine værdier om inklusion og diversitet.

Men jeg havde ikke taget højde for den franske tendens til at gå fra den ene yderlighed til den anden. Det franske folk viste endnu en gang sin evne til at trodse alle odds og stå skulder ved skulder i sidste time, hvor alt så ud til allerede at være afgjort. Offentliggørelsen af det endelige resultat efter valget den 7. juli endte med at blive en stor overraskelse: I sidste ende var det NFP, der havde fået flest stemmer. Etableringen af en republikansk samlet front, dvs. en valgaftale mellem alle de andre partier imod RN, virkede. For de fleste af de kandidater, der trak sig mellem de to runder, var ønsket om ikke at se det yderste højre komme til magten stærkere end ønsket om selv at vinde valget.

Det franske folk viste endnu en gang sin evne til at trodse alle odds og stå skulder ved skulder i sidste time, hvor alt så ud til allerede at være afgjort.

Meget hurtigt efter offentliggørelsen af valgresultatet hørte man kritiske røster om, at det var udemokratisk at bruge politiske manøvrer til at holde et parti, der trods alt repræsenterer mange borgere, væk fra magten. Selv om jeg er lettet over resultatet fra anden valgrunde, ligger jeg stadig inde med mange ubesvarede spørgsmål. Jeg vender tilbage til sammenligningen med Danmark og min naturlige tendens til at forsvare det, der virker rimeligt. I lang tid og ad flere omgange har det danske højreekstreme parti – Dansk Folkeparti – i Folketinget haft stor indflydelse på regeringer fra forskellige politiske retninger. Fra det tidspunkt hvor dette parti havde fået et betydeligt antal stemmer fra vælgerne, blev det anset for demokratisk rimeligt at tage hensyn til deres holdninger og inkludere dele af deres program i landets politik. Det betyder altså, at det i et demokrati er nødvendigt at acceptere dem, der ikke tænker som én selv, og at vi skal bevæge os fremad i gensidig forståelse og tage et projekt ad gangen.

Det betyder altså, at det i et demokrati er nødvendigt at acceptere dem, der ikke tænker som én selv, og at vi skal bevæge os fremad i gensidig forståelse og tage et projekt ad gangen.

Den Franske Forfatning fra 1958 blev skabt for at sikre et absolut flertal til én politisk gruppe eller blok i Nationalforsamlingen, så den kunne regere uden nogen reel modstand i hele valgperioden. Efter dette seneste valg er der intet klart flertal, og valgresultatet forpligter derfor Præsidenten og de politiske partier til ikke bare at kritisere deres modstandere, men også til at samarbejde med dem om lovgivningen. Jeg fristes til at tænke, at Danmark har et forspring, når det gælder parlamentarisme, og at Frankrig burde tage ved lære af, hvad der anses for at være ret og rimeligt i Danmark.

Men min indre stemme nægter at acceptere dette argument, og jeg er stolt af at stemme som fransk statsborger og dermed tilhøre et folk, hvis flertal ikke ønsker at gå på kompromis med det ekstreme højre. At være i stand til – mens jeg skriver denne tekst – højt og tydeligt at proklamere, at jeg ikke vil affinde mig med denne indflydelse fra en politisk bevægelse, der ser ud til at mangle en væsentlig dimension af medmenneskelighed. Jeg vil ikke tillade at man kategoriserer andre ud fra det eneste, vi ikke har nogen kontrol over: Vores oprindelse og vores genetiske arv. Dette emne er så vigtigt, at det er umuligt at forholde sig ret og rimeligt. Vi må aktivt fordømme denne hadefulde politik, for hvis vi blot forholder os passive, er det et implicit samtykke. Personligt ved jeg alt om, at ingen forlader deres fødeland, familie og kultur uden en meget gyldig grund. Den indsats, der kræves ved indvandring og integration i et andet land, er så stor, at den varer hele livet.

Vi må aktivt fordømme denne hadefulde politik, for hvis vi blot forholder os passive, er det et implicit samtykke.

Det er rigtigt at dansk politik udspiller sig under roligere forhold. Denne tradition for politisk konsensus virker stadig helt utænkelig i Frankrig. Men den demokratiske normalisering af det yderste højres politiske program har store og efter min mening katastrofale konsekvenser for det danske samfund som helhed. Ved at blåstemple en nationalistisk og fremmedfjendsk diskurs fra Folketingets talerstol og forstærke den via det yderste højres indflydelse på skiftende koalitionsregeringer, normaliserer samfundet selv disse politiske synspunkter lidt efter lidt. Dette er et eksempel på det famøse Overton-vindue, ifølge hvilket et lands politik tilpasser sig de holdninger, der er blevet acceptable i samfundet på et givet tidspunkt.

Siden 2019 har den danske regering – selv om den er socialdemokratisk ledet – besluttet at føre en meget hård politik over for indvandring og over for de mennesker af udenlandsk oprindelse, der bor i landet. Det er altså en midterregering, der har vedtaget en lov, som gjorde det muligt at overføre behandlingerne af asylansøgninger til et tredjeland uden for EU. Den danske regering planlagde at sende asylansøgere til modtagecentre i Rwanda sammen med behandlingen af deres asylansøgninger og de afviste asylansøgere. Selv om planerne ikke blev gennemført, til dels takket være pres fra EU, er det en god indikator for, i hvor høj grad den yderste højrefløjs diskurs har forurenet det danske politiske landskab

Dette er et eksempel på det famøse Overton-vindue, ifølge hvilket et lands politik tilpasser sig de holdninger, der er blevet acceptable i samfundet på et givet tidspunkt.

I Frankrig er det en svær tid vi går ind i nu. Vi er nødt til at tage os den tid det tager at diskutere substansen i hvert enkelt spørgsmål og lære at arbejde sammen i Nationalforsamlingen gennem politiske grupperinger der alle respekterer de republikanske værdier. Vi skal ud af ”her kommer jeg-attituden” og arrogancen, og vi skal arbejde hen imod mere fred og fordragelighed. Frankrig stræber efter mere deltagelsesdemokrati, flere diskussioner og mindre centralisering. Det skal lykkes os at forny dette land ved at modernisere styreformen, så vælgerne får lyst til at stemme for den grønne og sociale omstilling og for kærligheden til andre, snarere end at stemme imod dem, der på overfladen ikke ligner os andre.

Vi skal ud af ”her kommer jeg-attituden” og arrogancen, og vi skal arbejde hen imod mere fred og fordragelighed. Frankrig stræber efter mere deltagelsesdemokrati, flere diskussioner og mindre centralisering.

Åbningsceremonien ved De Olympiske Lege fandt sted på det helt rigtige tidspunkt og illustrerede hvordan det også kan se ud når det franske samfund går linen helt ud. Thomas Jollys show var et storslået eksempel på hvad et multikulturelt samfund kan være, når vi samles om de republikanske værdier: frihed, lighed, søsterskab og broderskab. Og vi var endda vidner til legemliggørelsen af Delacroix’ maleri, da sangerinden Axelle Saint-Cirel sang Marseillaisen fra taget af Grand Palais.

Indvandring er et svært spørgsmål, men jeg foretrækker at stå på den side, hvor vi åbner vores hjerter og grænser fremfor den modsatte side. Jeg foretrækker at finde løsninger på, hvordan vi kan leve sammen ved at udnytte diversitetens styrke og i en fælles forståelse af at der kun er ét folk på denne planet. Nu, hvor vi har kendskab til klodens fysiske begrænsninger, er vi nødt til at leve sammen og dele den rigdom der ligger i vores forskelle.

At nægte at give efter for den hadefulde diskurs i forhold til vores medmennesker kræver ikke at man går til yderligheder. Det er faktisk blot indbegrebet af de universelle værdier, som vi alle bærer i vores hjerter.