en form for succes der må gå af mode
I flere år var det en drøm, som den unge advokat, jeg var på det tidspunkt, insisterede på at få opfyldt: at blive den lykkelige ejer af en bestemt håndtaske opkaldt efter en glamourøs prinsesse og fremstillet af et ikonisk fransk modehus. For mig ville denne erhvervelse være et symbol på min sociale opstigning i pariserlivet. Jeg indså dog hurtigt, at der var to udfordringer i at blive ejer af sådan en taske: For det første skulle man tjene penge nok til at kunne betale den, for den kostede en formue. Men det var ikke nok at arbejde hårdt for at skaffe pengene; der var nemlig kun en lille håndfuld kunder som overhovedet kunne komme på venteliste til den famøse taske.
For mig ville denne erhvervelse være et symbol på min sociale opstigning i pariserlivet.
Hvis man ikke kendte nogen højt placeret eller selv var »kendis« i den rigtige kategori, måtte man sørge for at skabe en personlig forbindelse til en af modehusets sælgere. Jeg kan huske, hvor glad jeg blev den dag, det lykkedes mig at få mit navn i den tykke sorte ordrebog i modehusets butik i et meget fint kvarter i Paris.
Dagen før min fødselsdag og efter mange måneders ventetid ringede telefonen endelig: Tasken lå klar til mig i butikken. Som 35-årig ændrede min sociale status sig med ét i mine egne øjne. En følelse af stolthed og succes gennemstrømmede mig, da jeg gik gennem Paris’ gader med min nye håndtaske på armen. To gange var der nogen der forsøgte at stjæle den fra mig, men hver gang valgte tyvene at gå efter taskens indhold i stedet for selve tasken. De var tydeligvis fejlinformerede, for tasken var langt mere værd end dens indhold. For mig er dette et bevis på en verden i flere hastigheder, hvor det, der er værdifuldt for nogle, kan være usynligt for andre.
Tiden gik, og jeg opdagede, at glæden ved at eje en prinsessetaske ikke varer længe. Modehuset lancerede endnu flottere modeller sæsonen efter. Forbrugerfeberen smitter, og der kommer altid en ny taske, man ikke kan leve uden. Jeg indså, at jeg, taske efter taske, kunne bruge mit liv på at arbejde og gå glip af det egentlige liv og min søgen efter det autentiske jeg.
Jeg indså, at jeg, taske efter taske, kunne bruge mit liv på at arbejde og gå glip af det egentlige liv og min søgen efter det autentiske jeg.
Jeg begyndte at vende blikket udad, væk fra den dæmpede belysning i modehusenes luksuriøse butikker, og jeg opdagede, at kuren mod konsumerisme ikke er at købe flere tasker. I stedet forestillede jeg mig en ko, der græssede. En ko med en klokke om halsen, som dem vi ser i folkloren på bjergsletterne i de franske og schweiziske alper. Jeg tænkte, at min købelyst havde kostet en af disse prægtige køer livet. Eller endnu værre, at det sandsynligvis var en kalv, som aldrig havde set et græsstrå i hele sit liv. Jeg begyndte at lede efter oplysninger om hvor læderet som man brugte i det pågældende modehus kom fra, og om de forhold, som dyrene blev opdrættet under. Jeg fandt ikke meget, der kunne kaste lys over emnet.
De oplysninger jeg fandt handlede om den omhu, der går forud for læderets udvælgelse, men intet om det levende væsen bag produktet. Hvem er det egentlig, dyret der har måttet lade livet for mit smarte look? Disse dyr, hvis skæbne det er at blive til en luksustaske, hvor lever de og under hvilke forhold? Mens dyret selv er helt usynligt i denne fremstilling, roses læderet til gengæld i høje toner: »omhyggeligt forarbejdet«, »af fineste kvalitet«, »fejlfrit«, »fremstillet i henhold til en lang tradition for perfektion«. Jeg vender spørgsmålet der bliver til et ”mea culpa”. Hvordan kunne jeg tro, at min succes i livet havde noget som helst med en håndtaske at gøre?
Hvordan kunne jeg tro, at min succes i livet havde noget som helst med en håndtaske at gøre?
Garverier og læderhandlere har den ekspertise og den ypperlige fremgangsmåde, som har været Frankrigs stolthed verden over, generation efter generation. Men er vi stadig nødt til at slå levende væsener ihjel for at kunne klæde os på og være stolte af hvordan vi ser ud i det mondæne liv? Hvordan kan det være at vi accepterer at identificere os med de varer, vi køber? For mit vedkommende er det en hel livsfilosofi, der skal tages op til revision. Når vi først har set bagsiden af medaljen, er det umuligt at lukke øjnene igen. For mig vil det 21. århundredes succes afhænge af vores individuelle og kollektive evne til at lade vores medfølelse blomstre frit og til at se overordnet på den gensidige afhængighed. Vi skal ikke stille os tilfredse med en markedsføring der lægger vægt på læderets kvalitet, og vi skal ikke lade os forføre af en taske hvis glamourøse navn stammer fra en prinsesse, som i øvrigt fik en meget tragisk skæbne.
For mit vedkommende er det en hel livsfilosofi, der skal tages op til revision.
Måske var der en tid, hvor ønsket om at handle i et stort parisisk modehus skyldtes at man ville bruge ens opsparing på et produkt af enestående kvalitet. Et produkt, der var så omhyggeligt forarbejdet, at det kunne bruges i flere generationer, og efter vores tid, stolt og symbolsk, kunne gå i arv til næste generation. Men i dag handler det om at købe et mærke og dermed et tilhørsforhold til en bestemt social kategori. Og frem for alt handler det om at smitte så mange af os som overhovedet muligt med forbrugerfeberen, og det handler om at gøre de investorer, der finansierer disse modehuse, som nu er blevet gigantiske og globale profitcentre, endnu rigere.
Så hvad skal vi gøre, når salget af luksustasker skyder i vejret, mens dyresagen er ikkeeksisterende for de fleste mennesker? Hvordan får vi formidlet budskabet om, at jagten på lykke i en verden fyldt med luksusvarer er en illusion? Det er rigtigt, at luksus kan give indtryk af at tilfredsstille ens æstetiske sans, men man bliver ikke lykkelig af at eje luksusvarer. Jeg ved nu, at succes og skønhed først og fremmest kommer indefra, og at den virkelige søgen efter tilhørsforhold i vores århundrede vil være at kunne leve i harmoni med alt levende.
Hvordan får vi formidlet budskabet om, at jagten på lykke i en verden fyldt med luksusvarer er en illusion?
I dag har mine købskriterier ændret sig. Hvis jeg skulle gøre det om igen, ville jeg finde et modehus, hvis raison d’être er at fremstille og sælge håndtasker, der holder så længe som muligt, og som er fremstillet på en ansvarlig måde uden dyrs lidelser. Jeg vil se på virksomheden bag produktet for at sikre, at den tager sig ordentligt af alle sine samarbejdspartnere, og at dens forretningsmodel ikke udelukkende er baseret på og dikteret af at øge fortjenesten. Det er mine kriterier for at træffe forbrugsvalg i dag. Er de stadig utopiske? For en fransk ”bobo”, en champagnesocialist, der har set lyset? Nej, det tror jeg ikke.
Jeg vil se på virksomheden bag produktet for at sikre, at den tager sig ordentligt af alle sine samarbejdspartnere.
Og hvad kan jeg gøre af min prinsessetaske nu? Jeg har ikke brugt den i flere år. Jeg kan ikke længere leve op til den rolle som en kvinde, der bærer den slags taske, har i samfundet. Er jeg mindre interesseret i at være feminin? Har jeg mindre æstetisk sans? Nej, det er ikke det, der er på spil. Det handler om at legemliggøre et system, som jeg ikke længere ønsker at være en del af, gennem en bestemt dresscode. At få unge kvinder til at drømme om succes ved at få dem til at stræbe efter en skæbne som ulykkelige prinsesser er en patriarkalsk opfindelse, som det skal lykkes os at modarbejde.
Det handler om at legemliggøre et system, som jeg ikke længere ønsker at være en del af, gennem en bestemt dresscode.
Samtidig har denne taske og jeg i løbet af næsten 30 år været så utrolig meget igennem… Den har båret mine papirer som purung advokat, selv om dens format ikke rigtig egnede sig til det. Den rummede mine vigtigste fornødenheder, og den har rejst rundt og oplevet utallige eventyr sammen med mig. Før mobiltelefonen var tasken den genstand, jeg oftest havde med mig. Hvorfor ikke anerkende den affektionsværdi, tasken faktisk har? Hvorfor ikke blive ved med at bruge den i det mindste som en posthum hyldest til det anonyme dyr, der har ofret sig for tasken? Så jeg tøver. Jeg ved, at jeg i øjeblikket ikke føler mig klar til at tage den ud af sine gemmer. Mon ikke jeg ender med at donere den til ”Fondation des Femmes”, så de kan bruge overskuddet fra salget til at finansiere deres fantastiske arbejde?
Jeg tror på, at vi har den kollektive styrke til at lade symbolerne på succes i det 20. århundrede gå af mode igen. Jeg tror vi har styrken til at se iøjnefaldende tegn på rigdom og social status som noget håbløst gammeldags. Det vil gradvist hjælpe os med at forstå hvor vigtigt det er at sætte alt levende i centrum for alle beslutninger og sammen opdage hvordan en tilvalgt bæredygtighed kan gøre os lykkeligere. Jeg mener, at dem, der i dag har råd til at købe luksusvarer i de ikoniske modehuse også har pligt til at vise vejen frem og presse disse økonomiske aktører til at sætte spørgsmålstegn ved egne handlinger og netop begynde at handle i alle parthaveres interesse. Hvis det ikke lykkes, så lad os i det mindste gøre vores til at disse virksomheder går af mode.
Jeg tror på, at vi har den kollektive styrke til at lade symbolerne på succes i det 20. århundrede gå af mode igen.
