Et kapitel i dansk Historie
Det er en farverig personlighed der har sat de danske myndigheder i en ubehagelig situation. Det handler om en konflikt, der tvinger myndighederne til at tage stilling og ikke levner plads til den konsensus som vi som nation er kulturelt naturligt disponerede for.
Den 21. juli i år lagde Paul Watson, som er grundlægger af NGO’en Sea Shepherd, og hans besætning til i Nuuk for at tanke deres skib John-Paul-Dejoria. De var på vej til Stillehavet, hvor den japanske hvalfangstsæson var begyndt. Siden 2012 har denne miljøaktivist været genstand for en ”Red Notice” fra Interpol efter en arrestordre udstedt af Japan. På trods af sin juridiske status som efterlyst person plejede Paul Watson at rejse frit rundt i flere lande, især i Frankrig, hvor han nu bor med sin familie. Da han lagde til i Grønland for at tanke sit skib, valgte han den forkerte havn.
Da han lagde til i Grønland for at tanke sit skib, valgte han den forkerte havn.
Geografisk meget langt fra resten af Danmark, en helt almindelig søndag i juli, var der flere politibetjente på politistationen i Nuuk der så en båd ankomme helt ud af det blå med Paul Watson om bord. De arresterede ham på et tidspunkt, hvor sommersæsonen var på sit højeste.
Selv om flere efterfølgende love har givet grønlænderne mere og mere selvstyre, er det nu op til det danske justitsministerium i København at tage stilling til Japans udleveringsanmodning.
Er det nu op til det danske justitsministerium i København at tage stilling til Japans udleveringsanmodning.
Den danske befolkning har stor tillid til retsstaten. Avisen »Information«, der har ry for at være progressiv, skrev den 16. august en leder om sagen om Paul Watson. Journalisten konkluderer i sin leder, at hvis betingelserne er til stede for at arrestere Watson og udlevere ham til Japan, skal hvalforkæmperen stilles for retten. Hans argument er, at hvis man, om man er miljøforkæmper eller ej, vælger ikke at overholde loven, må man tage konsekvenserne af sine handlinger. Dermed tager artiklen et opgør med tanken om, at civil ulydighed er vigtigere end at overholde loven til punkt og prikke i udleveringssager, hvilket efter min mening er det, som denne sag egentlig handler om.
Dermed tager artiklen et opgør med tanken om, at civil ulydighed er vigtigere end at overholde loven til punkt og prikke i udleveringssager, hvilket efter min mening er det, som denne sag egentlig handler om.
Paul Watson sidder stadig varetægtsfængslet i Nuuk, mens han venter på en afgørelse fra det danske ministerium i forhold til begivenheder, der stammer helt tilbage fra 2010. Ifølge pressen beskylder de japanske myndigheder Paul Watson for at have såret en hvalfisker om bord på et japansk fartøj. Sea Shepherd-aktivisterne kastede angiveligt stinkbomber for at forhindre den igangværende hvaljagt. En af disse bomber sårede den japanske fisker en smule og forårsagede også materiel skade på det japanske fartøj. Sea Shepherds ledelse har altid benægtet disse beskyldninger. De hævder at have videoer, der beviser, at fiskeren faktisk var offer for en omringende ild, der blev brugt af japanerne selv under denne operation til havs.
De danske myndigheder er dermed viklet ind i et toppolitisk spørgsmål. Medmindre der kan findes et smuthul i procedurereglerne, skal der træffes en beslutning om enten at udlevere Paul Watson til Japan eller løslade ham, så miljøaktivisten kan fortsætte sit militante arbejde. De fem høringer ved retten i Grønland, der har fundet sted siden hans fængsling, og den lange varetægtsfængsling viser, at beslutningen ikke er så enkel at træffe.
De danske myndigheder er dermed viklet ind i et toppolitisk spørgsmål.
En af den tilbageholdtes franske advokater, François Zimeray, skrev i avisen ”Le Monde” den 3. september: »Japan er Danmarks klare modsætning: Retten til en retfærdig rettergang respekteres ikke, retten til forsvar og det at tiltalte er uskyldig indtil det modsatte er bevist tilsidesættes jævnligt, og fængslerne er ikke et moderne land værdigt«. På hans advokatfirmas hjemmeside kan vi også læse, at: »I Japan er der en formodning om skyld, og anklagerne er stolte af at kunne meddele, at de har en domfældelsesprocent på 99,6 %«. I denne sag vil det blive svært for de danske myndigheder at beslutte sig udelukkende på baggrund af den generelle tillid til retsstaten.
I denne sag vil det blive svært for de danske myndigheder at beslutte sig udelukkende på baggrund af den generelle tillid til retsstaten.
Denne beslutning er også svær at tage på baggrund af det der er tilbage af det koloniale forhold mellem de danske myndigheder og det grønlandske folk. Hvordan kan man ignorere modsætningen mellem Paul Watsons kamp og den lange tradition for hvalfangst i Grønland? Denne praksis var engang en nødvendighed for det oprindelige folk, som levede isoleret under ekstreme klimaforhold. En ældgammel kultur, hvor ære blev målt på modet til at kæmpe mod elementerne og jage hvaler og isbjørne. Selvom grønlænderne ikke længere jager hvaler med et kommercielt formål, som Japan gør, nyder de stadig godt af en årlig kvote, der giver dem mulighed for at udføre jagt af hvaler »for at sikre egen overlevelse«. Det er derfor svært at sammenligne Grønlands nuværende forhold til hvalfangst med Sea Shepherds miljømæssige overvejelser i forhold til biocentrisme.
Det er derfor svært at sammenligne Grønlands nuværende forhold til hvalfangst med Sea Shepherds miljømæssige overvejelser i forhold til biocentrisme.
Fra min tværkulturelle observationspost mellem Danmark og Frankrig bemærker jeg hvor forskellig omfanget af den folkelige mobilisering er i forhold til denne sag. I Danmark har vi set en meget svag mobilisering. Der har været nogle få offentlige demonstrationer foran Christiansborg, men de har hovedsageligt været organiseret af franske miljøforkæmpere. I Frankrig ser vi en meget stærk mobilisering, og mange rådhuse i hele landet har hængt et banner op med teksten »Free Paul Watson«. Paris gik så vidt som til at udnævne ham til æresborger. Men jeg bemærker også, at det i Frankrig endnu ikke er lykkedes os at forbyde tyrefægtning, en anden tradition, som ikke længere er menneskeheden værdig.
Det er denne forskel i engagement mellem mine to lande, der undrer mig og har været incitament til at skrive denne tekst. Som så ofte hjælper sociolog og filosof Bruno Latour mig med at se tingene klart. Verden har ændret sig så meget i løbet af de sidste tyve år, og de gamle politiske opdelinger mellem højre og venstre fungerer ikke længere. De er ikke længere en tilstrækkelig eller relevant måde at anskue verden på. Vores politiske holdninger som borgere afhænger ikke kun af vores pladser på det politiske skakbræt, men frem for alt af den rolle, vi vælger at spille i den grønne og sociale omstilling, der allerede er i fuld gang.
Det er denne forskel i engagement mellem mine to lande, der undrer mig og har været incitament til at skrive denne tekst.
I sin bog »Ned på jorden. Hvordan orienterer vi os politisk? 1 « fra 2017 skriver Bruno Latour: »Der er dem, der fortsat ser på tingene oppe fra {stjernen} Sirius og simpelthen ikke ser eller tror på, at det er muligt for jord-systemet at reagere på den menneskelige handling; de håber stadig, at jorden på mystisk vis vil teleportere sig til Sirius ved at blive en helt almindelig planet 2 .« Tror vi med andre ord, at vi kan fortsætte med at leve som før takket være teknologiske fix? Eller slutter vi os til den bevægelse, der betragter systemkrisen i sin helhed og som et møde med vores menneskelige civilisations historie? Er vi i stand til at reevaluere vores syn på de andre arter, som vi deler livet på jorden med? Kan vi leve værdigt sammen med hvalerne uden at føle behov for at jage dem?
1 Den danske oversættelse udkom på Informations forlag i 2018.
2 Egen oversættelse.
Paul Watsons karriere vidner om en kontroversiel personlighed, som ikke alle er lige begejstrede for. Nogle kritiserer ham for at være en fanatiker der altid løber linen ud, mens andre tillægger ham ekstreme politiske holdninger. Denne sag får mig til at tænke på Nicolas Hulot.
En anden kendt mand, som har arbejdet for at fremme den grønne omstilling. Voldtægtsanklagerne mod ham har kostet ham rollen som den franske befolknings foretrukne eventyrer.
For nylig faldt Abbé Pierre, grundlæggeren af Emmaüs – en fransk velgørenhedsorganisation, ned fra sin piedestal efter afsløringer om seksuelle overgreb.
Disse mænd har begået fejl, men de står i spidsen for NGO’er hvis kampe på ingen måde bliver mindre værd af den grund. Deres arbejde er større end dem som personer og dette arbejde forbliver essentielt. Jeg foretrækker at fokusere på organisationen Sea Shepherds arbejde i stedet for at analysere Paul Watsons personlighed.
Disse mænd har begået fejl, men de står i spidsen for NGO’er hvis kampe på ingen måde bliver mindre værd af den grund. Deres arbejde er større end dem som personer og dette arbejde forbliver essentielt.
Jeg synes, det er vigtigere at vælge side mellem dem, der afviser enhver form for civil ulydighed ved at stemple aktivister som »øko-terrorister«, og dem, der indser, at de store sociale og samfundsmæssige fremskridt, der er nødvendige i miljøspørgsmål, ikke opnås udelukkende gennem demonstrationer, hvor alle marcherer glade hånd i hånd. Når jordens balance er truet, vil vi så acceptere at tage parti for dem – trods alle de fejl de nu engang har – der arbejder for at bevare hvalerne, eller for dem, der på trods af Den Internationale Hvalfangstkommissions moratorium fra 1986 fortsætter med at forfølge kommercielle mål, der er et andet århundrede værdigt? Kan vi acceptere, at loven ikke altid er god nok? Hvilket signal ønsker vi at sende til verdens borgere?
I offentlighedens interesse mener jeg, at visse former for civil ulydighed er ønskværdige, og mens jeg nervøst afventer det danske ministeriums beslutning, vælger jeg at være på hvalernes side.
Kan vi acceptere, at loven ikke altid er god nok?
